3POINT
Nyheder20. okt. 2016

Rashani ser fremtidsperspektiver i Rosenborg og taler Brøndby med Mike Jensen

Elba Rashani er udlejet fra Brøndby til Rosenborg, hvor han trives godt og ser lyst på fremtiden. I den norske klub taler han ofte Brøndby med Mike Jensen. FOTO

3point person
3point.dk20. okt. 2016

Elba Rashani er udlejet fra Brøndby til Rosenborg, hvor han trives godt og ser lyst på fremtiden. I den norske klub taler han ofte Brøndby med Mike Jensen. FOTO: Robert Hendel Elba Rashani nåede 36 optrædender og halvandet år i gult og blåt, inden turen for snart et år siden gik til Rosenborg på et lejeophold. Her er den norske kantspiller netop blevet mester og er da også tilfreds med lejemålet, som det har taget sig ud indtil videre. - Det er gået godt. Jeg er kommet til en klub med en meget tydelig spillestil og høje ambitioner. Jeg føler at jeg har udviklet mig godt her og er også kommet fint ind i truppen. For mig personligt er det gået fint. Jeg kunne godt være kommet i gang lidt tidligere, så jeg havde kunne lave lidt flere målpoint, men der er ikke så meget at sige, når har vi haft en så god sæson, som vi har, siger han til 3point.dk og fortsætter: - Jeg kom lidt langsomt i gang, fordi jeg døjede med skader. Men kroppen begyndte at fungere bedre og bedre og jeg fik mere og mere spilletid. Jeg føler, at jeg har bidraget godt. Det kan altid blive bedre, men jeg er glad for den sidste del af sæsonen. Nu skal vi spille semifinale i pokalen. Vi går efter The Double. - Jeg trives godt i Rosenborg og jeg kan være mig selv. Så kan jeg præstere mit bedste, når jeg får lov til at være den kant, jeg kan være. Opholdet kan blive gjort permanent 23-årige Rashani har kontrakt med Brøndby til sommeren 2018, men Rosenborg har sikret sig en købsoption på den unge nordmand, som indtil videre har fået gode tilbagemeldinger fra de norske mestre. - Jeg har fået gode tilbagemeldinger, men vi må se, når den tid kommer. Jeg stresser ikke, men jeg ved at de er glade for mig. Det er det vigtigste for mig. Jeg vil hellere fokusere på det på banen og så tage det, når det kommer. Hvis vi nu siger, at det er den 1. januar 2017. Er du så i Brøndby eller Rosenborg? - Hvis alt går i orden, ser det ud til at jeg bliver her. Jeg trives godt og ser lyst på fremtiden. Taler Brøndby med Mike Jensen I Rosenborg er Elba Rashani holdkammerat med Mike Jensen, som nyder stor succes i det norske og for ikke så længe siden forlængede sin kontrakt med klubben. Jensen er indbegrebet af Brøndby-DNA og han og Rashani taler ofte om de blågule. - Mike og jeg taler ofte Brøndby. Vi diskuterer det hver uge. Det er sjovt, for vi har begge stærke følelser for klubben, så det er dejligt at have en at tale med, som virkelig er Brøndby-dreng. Vi kan tale om deres kampe og hvordan de spiller, siger han og roser sin danske holdkammerat: - Mike er en stor spiller. Jeg er glad for at spille på samme hold som ham. Han er en af de største profiler i Tippeligaen og har en god mentalitet, som jeg tror han har fået i Danmark. Så kommer man langt. Nordmanden er imponeret over Brøndby og synes det er spændende, hvad Alexander Zorniger har sat i gang på vestegnen. - Jeg følger med i alle Brøndbys kampe. Jeg hepper selvfølgelig på Brøndby, vil dem alt godt og har også kontakt til flere af spillerne. Det er rigtig spændende, hvad der sker i klubben nu. Det ser ud til at de har fået en træner, som ved hvad han vil og som er en bestemt type. Gruppen af spillere i Brøndby er så god, at de bare trængte til sådan en ledertype. Voksede som menneske i Brøndby Selvom tiden i Brøndby ikke blev præcis som Elba Rashani havde håbet på, er han slet ikke i tvivl om, at han har lært en masse under sit ophold. - Jeg fik lov til at spille med mange gode spillere i Brøndby, som hele tiden pressede mig til at blive bedre. Jeg kom til en fantastisk og stor klub, som havde en utrolig fortid. Jeg er sikker på, at alle der har spillet i Brøndby og alle der spiller der nu, ønsker at forsøge at opnå noget af det samme. Det handler om fansene, for vi ved hvor stort det er for dem. - Jeg lærte rigtig meget og jeg blev mere voksen som person og menneske. Jeg kom fra en lille klub, hvor alt var trygt og godt, til Brøndby, hvor der var langt større udfordringer og mere pres på. Jeg er glad for oplevelserne. I løbet af en fodboldkarriere går det op og ned. Selvfølgelig ville jeg ønske, at det var gået bedre i Brøndby, men sådan er det. Det hænger sammen med mange ting. Jeg har brug for at være mig selv, hvis jeg skal præstere. Elba Rashani har i denne sæson repræsenteret Rosenborg 17 gange i Tippeligaen. Det har kastet tre scoringer og fire assists af sig.

Mest kommenterede nyheder