
Teis Markfoged
Randers vil tage initiativet i hjemmekamp mod Brøndby
Randers FC vil tage initiativet i fredagens hjemmekamp mod Brøndby IF, lyder det fra kronjydernes cheftræner Thomas Thomasberg.

Fredag aften lægger Randers FC græs til fjerde Superliga-rundes første kamp. Brøndby IF gæster kronjyderne og Thomas Thomasberg og co. agter at sende de blå/gule hjem uden maksimumpoint på kontoen i ligaen:
- Nu får vi Brøndby på besøg, som fører rækken med maksimumpoint. Det vil vi gerne sørge for at de ikke har efter i morgen, siger Thomasberg til Randers hjemmeside.
Randers har fire point efter de første tre kampe og tabte senest snævert til FC Midtjylland. Skarpheden har manglet, så den skal Randers have mod Brøndby og så skal de kæmpe for at få marginalerne over på egen side, siger Randers-træneren.
- Vi skal gribe det an, som vi har gjort i de andre kampe. Vi skal have et godt og aggressivt udtryk i vores presspil. Defensiven har fungeret fint, vi har kun lukket to mål ind. Det er positivt. At det ikke blev til mål i sidste kamp skyldes manglende skarphed. I de tre kampe har vi skabt masser af chancer og det vil vi også gerne i morgen. Det vil vi også gerne ud og vise på vores egen hjemmebane og vise, at vi tager initiativet.
- Vi skal gøre det svært for Brøndby, når de kommer her. Det har de også haft før. Det er tætte kampe og det bliver det også i morgen, så det handler om at de berømte marginaler og skarpheden skal over på vores side. Dem skal vi arbejde hårdt for.
Kampen mellem Randers og Brøndby fløjtes i gang fredag aften klokken 19.00.