Randers-profiler: Vi skal være godt organiserede og spille grimt for at slå Brøndby
Randers FC har vundet fem af deres seneste seks Superligakampe og er generelt godt kørende. Søndag gæster de Brøndby Stadion og opskriften er klar, hvis kronjyd

Randers FC har vundet fem af deres seneste seks Superligakampe og er generelt godt kørende. Søndag gæster de Brøndby Stadion og opskriften er klar, hvis kronjyderne skal have succes. FOTO: Teis Markfoged Det er to godt kørende hold, som søndag tørner sammen på Brøndby Stadion. Randers FC tabte ganske vist 2-1 i Herning i sidste runde, men havde forud for den kamp vundet fem kampe på stribe. Brøndby IF har i de sidste to kampe fået vendt skuden, hentet to sejre og blot lukket et enkelt mål ind. Det er derfor to hold med masser af selvtillid, der tørner sammen. I Randers har holdets to foretrukne backs da også en klar idé om, hvad der skal til for at vinde kampen. - Vi skal spille som vi altid spiller. Jeg tror ikke der er nogen hold i øjeblikket, som ser frem til at møde os, for vi er rigtig grimme at spille mod. Vi er gode defensive, vi er gode på dødbolde og det bliver nok vores nøgler. Vi skal spille grimt, siger Björn Kopplin til 3point.dk. - Generelt har vi været meget godt kørende de sidste 5-6 kampe. Vi står rigtig fint, det gør vi også i vores seneste kamp i Herning mod ligaens nummer et, hvor vi holder dem nede på ikke ret mange chancer. Kan vi gøre noget lignende på Brøndby Stadion, så er vi nået rigtig langt. Det bliver noget med at stå godt organiseret og så bliver det nok nogle omstillinger, vi skal forsøge at score på, siger Johnny Thomsen til 3point.dk. Johnny Thomsen fortæller også, at selvom det bliver en anden opgave end vanligt, fordi Brøndby er skiftet til 3-5-2, så handler det om at være klar og udfordre Brøndby i det nye system. - Man skal forholde sig til noget lidt andet. De er lykkedes rigtig fint med deres systemskifte og det er vi selvfølgelig også begyndt at snakke om, hvordan vi skal løse. Men det er et lidt mere ubeskrevet blad end vi er vant til, for så meget har de ikke spillet det system. Det kommer nok meget an på, hvordan starten af kampen bliver, om vi formår at få dæmmet op for de styrker, det system giver. Der er kampstart på Brøndby Stadion klokken 16:00.