
Adam Møller Karlsen
Rajovic pandede Brøndby til forløsende sejr mod FCM
Mileta Rajovic blev dobbelt målscorer på to oplæg af Clement Bischoff. Brøndby IF sikrede sig en forløsende 2-0-sejr over FC Midtjylland.

Søndag aften var en vigtig aften for Brøndby IFs Superliga-hold. Efter et smertefuldt 4-1-nederlag i Farum, var det tid til at tage revanche for Jesper Sørensen og hans Brøndby-hold, som stadig havde til gode at tage en sejr mod et hold fra top 8.
Og på besøg på Vestegnen kom ligaens førerhold fra FC Midtjylland, som inden kampen var ubesejret. Ikke den letteste opgave for de blå/gule, men ikke desto mindre skulle de ud og hente en sejr.
Sørensen valgte at polstre midtbanen og startede med Stijn Spierings og Josip Radosevic fra start, mens Daniel Wass var henvist til bænken. Mileta Rajovic var foretrukket i front, fordi Mathias Kvistgaarden har døjet med en skade i ugen op til kampen.
Men det skulle vise sig at være en god idé med Rajovic. Og også med Clement Bischoff, som var tilbage som starter på venstre wingback. Efter ni minutter svingede Bischoff nemlig et milimeterpræcist indllæg ind i panden på Rajovic, som bragte Brøndby i front.
Det var et Brøndby-hold med en helt anden attitude, end den, der blev lagt for dagen i Farum. Spillerne kæmpede til sidste blodsdråbe og opildnede publikum. Hårde tacklinger. Aggressivt genpres.
FCM var dog ikke uden muligheder og Aral Simsir var altid en kilde til uro. Han følte sig snydt for et straffespark, men dommeren og VAR mente ikke, at der var noget at komme efter. Soft contact, må vi gå ud fra. Der var flere appeller for straffespark fra FCM-lejren, da en FCM-spiller fik Jacob Rasmussens albue i hovedet i en duel, men heller ikke denne gang fløjtede dommeren, og ej heller her intervernerede VAR.
Brøndby havde flere gode muligheder for at øge føringen. En velspillende Yuito Suzuki spillede Bischoff i himlen, men hans første træf på bolden betød, at muligheden løb lidt ud i sandet. Han fik dog alligevel tvunget Elias Olafsson ud i en redning. Det gjorde han også lidt senere i halvlegen, da han fra kanten af feltet tvang islændingen ud i fuld længde. Rajovic kunne være blevet dobbelt målscorer, hvis han var nået frem til Suzukis flade indlæg.
Men der blev ikke scoret yderligere inden pausen og Brøndby gik til pause med en føring på 1-0.
Brøndby og i særdeleshed Suzuki kom flyvende ud til anden halvleg. Den vævre japaner kom i et godt drev og var lige ved at komme fri i feltet, men blev nedlagt. Lige på kanten af feltet. Han sparkede selv det efterfølgende frispark, som tvang FCM-målmanden ud i en god redning.
Derefter kom til der til at stå mere og mere FCM på tingene. Indskiftede Jan Kuchta fik en stor chance på et frit hovedstød i det lille felt og Franculino fik sendt Jacob Rasmussen i pølseboden, men sparkede efterfølgende sin chance over mål.
Og pludselig leverede offensivspillerne så den vitaminindsprøjtning, som holdet og stadion havde brug for. Bischoff og Vallys spillede indendørsfodbold i venstresiden og kombinerede flot. Til sidst vippede Bischoff et perfekt indlæg ind i panden på - ja, hvem ellers - Rajovic. For anden gang i kampen headede han bolden i kassen, og så var Brøndby foran 2-0.
Brøndby var tæt på at kunne øge føringen yderligere. Sebulonsen satte Vallys op til en god hovedstødsmulighed, men hans forsøg ramte overliggeren.
FCM fik lagt et pres til sidst i kampen, men Brøndby viste sig modstandsdygtige og spillede med høj moral og stor intensitet i alle aktioner. Og så vinder man vanskelige fodboldkampe. Fortjent 2-0-sejr til Brøndby.