
Teis Markfoged
Radosevic-kasse var ikke nok for Brøndby - delte med Viborg
Josip Radosevic scorede for Brøndby, men det var ikke nok søndag aften, da det endte 1-1 mod Viborg.

Søndag aften spillede de danske mestre fra Brøndby IF sæsonens første hjemmekamp. Modstanderen var oprykkerne fra Viborg FF. Det kunne blive en brødreduel mellem Kevin og Jeff Mensah, men optakten til kampen kom til at handle om noget helt andet.
Anfører Andreas Maxsø er blevet rygtet væk fra Brøndby, men han var med i truppen til kampen. Han blev dog siet fra før kampstart og Brøndby bekræfter, at der er forhandlinger med en udenlandsk klub.
Derfor var det en helt ny konstellation i trebackkæden i forhold til mesterskabssæsonen. Tobias Børkeeiet spillede til højre, Sigurd Rosted i midten og Anton Skipper til venstre.
Men Brøndby-holdet lod sig ikke sådan gå på af at miste endnu en profil. De kom godt ud til kampen og med det samme viste Kevin Mensah og Josip Radosevic, at der stadig er ledere tilbage på holdet, som er klar til at tage mere ansvar på sig.
Både Mensah og Radosevic spillede en stor første halvleg. Den kroatiske hardhitter på midtbanen kunne endda notere sig som målscorer på halvlegens eneste kasse. Der var ellers mange tilskuere på Brøndby Stadion, som tog sig til hovederne, da Radosevic lagde an til at sparke direkte på frispark. Han havde høvlet fire-fem bolde helt ud af Ceres Park i sidste weekend, men der var mere præcision denne gang.
Radosevic fik holdt bolden godt nede og samtidig lavede den et knæk i luften, som fuldstændig snød Lucas Lund i Viborg-målet. Den gik i kassen, men vi må også erkende, at den nok går i kategorien af spark, som målmanden skulle have taget.
Kort forinden havde Anis Slimane haft et forsøg på overliggeren og efterfølgende leverede en Viborg-spiller en mirakelredning på stregen, så det var bestemt ikke ufortjent, at Brøndby kom foran.
Brøndby spillede sig til en del hele og halve chancer, mens gæsterne primært truede på dødbolde. Det blev aldrig rigtig farligt, for Brøndby-spillerne fik clearet godt. Men i perioder trykkede gæsterne Brøndby ret langt tilbage, men hjemmeholdet kunne gå til pause med en føring på 1-0.
I pausen kom guldfuglen Jesper Lindstrøm på banen og blev hyldet. Tak for alt, Jobbe, stod der på et banner i det ene sving. Meget passende. Tak for alt.
Brøndby kom igen fint ud af starthullerne og Uhre fik en kæmpechance, som han formøblede. Han kom forbi sin oppasser og kom fri igennem med keeperen. Han valgte at spille på tværs til Hedlund, egentlig en fin nok idé, men udførelsen var for dårlig, så det endte i ingenting.
Derfra blev det mere og mere Viborg. De sad på spillet og tilspillede sig en masse lange indkast og hjørnespark, som blev farlige. Brøndby mistede totalt momentum.
Det bagte op til en udligning og den kom da også. Den faldt naturligvis efter en standardsituation, hvor Lars Kramer pludselig dukkede op efter et par fejlslagne Brøndby-clearinger. Han sendte bolden i kassen til 1-1.
Brøndby var lige inden gået over i 4-3-3. Andrija Pavlovic og Christian Cappis var blevet sendt på banen og førstnævnte var tæt på igen at bringe hjemmeholdet på sejrskurs, men hans hovedstød blev reddet flot i Viborg-målet. Minuttet efter var han tæt på igen, men denne gang forbi.
Der var masser af frustrationer til sidst og der blev langet en del gule kort ud, men mål faldt der ikke flere af. Derfor kan Viborg tage glade hjem med et enkelt point i banken, mens Niels Frederiksen må have lidt panderynker - særligt efter den seneste afgang af Andreas Maxsø, selvom afløserne gjorde det fint i dag.