3POINT
Josip Radosevic

Teis Markfoged

Nyheder9. sep. 2021

Radosevic før Silkeborg-kamp: Vi skal blive ved med at spille god fodbold

Josip Radosevic glæder sig til at få besøg af Silkeborg i fredagens sene Superligakamp, og håber at Brøndby kan fortsætte de gode takter fra FC Midtjylland-kampen.

3point person
Daniel Mads Andresen9. sep. 2021

Brøndby fik sæsonens første sejr før landsholdspausen, da det blev til 2-0 hjemme over FC Midtjylland.

De gode takter skal følges op af endnu mere flot fodbold, når Silkeborg fredag gæster Brøndby Stadion, og det tror holdets midtbanemotor, Josip Radosevic, også på, at de blå-gule kan.

- Silkeborg er oprykker denne sæson, men alt andet lige er de kommet fint fra land. Det er dog vigtigt, at vi fokuserer på os selv og bliver ved med at spille vores gode spil, for som vi så mod FC Midtjylland, så kan vi spille rigtig god fodbold. Vi skal derfor blive ved med at stille høje krav til os selv, tro på os selv og tro på, at vi kan vinde. Så simpelt er det, siger Radosevic til Brøndbys officielle hjemmeside.

Han mener, at holdets grundstamme nu er kommet på plads, og at det er lykkedes for spillerne at integrere de nye folk i truppen. Derfor håber han, at man endnu tydeligere kan se Brøndby IF som et samlet hold, når oprykkerne gæster Brøndby Stadion.

- Vi skal også huske på, at vi er de forsvarende danske mestre, og vi skal som hold blive ved med at bevare det i hovederne, hver gang vi går på banen. Men det er altid godt, når nye spillere med kvalitet kommer ind på holdet og hjælper gruppen med at blive endnu bedre.

Brøndby IF og Silkeborg IF sparker opgøret i gang fredag klokken 20:00 på Brøndby Stadion. Du kan købe billetter til kampen her.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder