Teis Markfoged
Radosevic efter forlængelse: Jeg har det utrolig godt i Brøndby
Brøndbys kroatiske midtbanekriger forlængede fredag kontrakten med Brøndby frem til 2025. Det var en glad nummer 22 der udtalte sig til Brondby.com - for med hans egne ord, så har han det utrolig godt i Brøndby.

Han har spillet en vital rolle i udviklingen af Brøndbyholdet under Niels Frederiksen. Som en sikker sidste skanse på midtbanen, patruljerende foran bagkæden har Josip Radosevic haft en nøglerolle på banen for de blågule fra Vestegnen. Tilfredsheden hos begge parter var derfor stor, da en forlængelse af aftalen mellem parterne fredag blev annonceret - den oprindelige aftale udløb til næste år, men Radosevic trives i Danmark, og udtrykker til Brondby.com sin tilfreds med den nye aftale der løber til 2025:
- Jeg har det utrolig godt i Brøndby IF, og jeg nyder den store tillid, trænerteamet og mine holdkammerater viser mig til træning og kamp. Den tillid forsøger jeg hver uge at betale tilbage ved at gå forrest og tage ansvar.
Netop tilværelsen i Danmark var også et punkt kroaten tidligere har nævnt til Brondby.com i efteråret 2020, hvor han ikke lagde skjul på at hans familie trivedes i landet:
- Vi er rigtig glade for at bo i Danmark. Vores store dreng går i børnehave og elsker det, mens vi stadig har den yngste hjemme hos os. Der er legepladser over det hele, og dem bruger vi hver dag. Vi er virkelig overraskede over, hvor mange muligheder der er i fritiden, og det er noget, vi sætter meget pris på ved at bo i et velfungerende samfund som Danmark. Vi oplever samtidig danskerne som utrolig venlige og respektfulde, og det gør, at vi føler os meget hjemme i Danmark.
Det var også en stolt midtbanemand som omtaler sidste sæsons mesterskab:
- Jeg er stolt over, at vi vandt mesterskabet i sidste sæson, og at vi i dag har et rigtig stærkt hold, som jeg er stolt over at være en del af. Jeg har udviklet mig meget, siden jeg kom til klubben, og jeg arbejder dagligt på at udvikle mit spil, så jeg kan fortsætte med at bidrage til holdets udvikling.
Hans personlige udvikling som spiller er i øvrigt noget Radosevic selv addresserede tilbage i november 2020, da han reflekterede over tilværelsen på Vestegnen og den skulderskade han vendte retur fra i det tidlige 2020, og i den forbindelse til brondby.com udtalte:
- Jeg føler, at jeg er kommet tilbage som en mere moden spiller, og jeg er blevet mere fokuseret på at arbejde med de små detaljer i mit spil, som f.eks. min boldføling og at stå på tæerne, så jeg hurtigere kan reagere og erobre en bold og få vendt spillet. Dertil lagt, så har Niels (cheftræner, red.) givet mig mere struktur i mit spil, da han er meget tydelig i, hvad han forventer, og hvilke opgaver man har i en kamp.
En ting iagttagere af Radosevic aldrig har været i tvivl om har været kroatens hårde arbejde på banen. Og hårdt arbejde er også vejen frem til at løfte holdet ud af den pointmæssige træge start ifølge Radosevic:
- I denne sæson har vi haft marginalerne lidt imod os, men med hårdt arbejde og fokus skal sejrene og pointene nok komme.
Josip Radosevic har forlænget sin aftale med Brøndby IF, således den nu udløber i 2025.