3POINT
Nyheder26. okt. 2016

Pukki reddede Brøndby i pokalen

Der var dømt ægte københavnerderby i pokalturneringen onsdag aften, da BK Frem tog imod Brøndby IF. På forhånd var det ventet at Brøndby ville vinde nemt, men F

3point person
3point.dk26. okt. 2016

Der var dømt ægte københavnerderby i pokalturneringen onsdag aften, da BK Frem tog imod Brøndby IF. På forhånd var det ventet at Brøndby ville vinde nemt, men Frem gjorde en god figur og holdt Brøndby hen til det 83. minut, hvor Superligatopscoreren dukkede op. Kampen startede med en hæsblæsende første halvleg, hvor Brøndby indledningsvis fik lagt et tungt pres på hjemmeholdets defensiv, dog uden at komme til de store chancer. Netop som Brøndby begyndte at slække på presset, og man tænkte af Frem var på vej ind i kampen, slog Brøndby til. Marco Ureña fik muligheden for at løbe fra Frem-defensiven, og fik afsluttet. Afslutningen blev dog blokeret, men returen var Christian Jakobsen hurtigt over, og bolden blev sikkert sparket i kassen. Blot to minutter senere var Brøndby tæt på at fordoble føringen, da Greko kom til et indlæg i højresiden. Det flade indlæg blev mødt af Jan Kliment, som afsluttede fladt mod nærmeste hjørne, men Brylov i Frem-målet var vågen og blokerede til hjørne. Frem spillede sig dog bedre og bedre med i opgøret, og den sidste halvdel af halvlegen tilhørte hjemmeholdet. Efter 25 minutter var Jeppe Østenkær millimeter fra at nå frem til et indlæg fra Beran Camili, og bare fem minutter senere var selvsamme Camili på spil igen. Han modtog bolden i venstre side af feltet og søgte afslutningen. Vejen mod mål blev dog af flere omgange blokeret, men Camili bevarede det kølige overblik og afdriblede hele Brøndbyforsvaret i feltet inden han via overliggeren hamrede udligningen i kassen. Efter udligningen havde Frem flere optræk til chancer, men det blev ikke for alvor farligt, og så var det i stedet Brøndby der kom tæt på. Sekunder før pausefløjtet fik Marco Ureña bolden i højresiden, afdriblede sin direkte modstander med et træk ind i feltet, og sparkede bolden tæt forbi det fjerneste målhjørne. Frem fortsatte efter pausen Anden halvleg startede præcis som første var sluttet. Frem var over det hele, og Brøndby kæmpede med at at skabe noget som helst. Derfor lå det også i kortene at anden halvlegs første chance skulle tilfalde hjemmeholdet, og den kom allerede efter 6 minutter, da en lang bold frem mod Rønnows mål var tæt på at blive dirigeret i mål af Daniel Pedersen. Som minutterne gik, blev Frem-spillerne mere og mere trætte, og Brøndby kom bedre med. Halvvejs i halvlegen var de også tæt på at komme foran, men Christian "Greko" Jakobsens hovedstød tæt under mål blev viftet væk af Brylov i målet. Et kvarter før tid snuppede netop indskiftede Lebogang Phiri en dårlig tilbagelægning fra Mikkel Andersson og stormede mod mål. Sydafrikaneren forsøgte at spille Christian Jakobsen fri på midten, men afleveringen blev for kort, og keeper Brylov kunne komme imellem. Frem-keeperen var dog chanceløs 8 minutter før tid, da Brøndby fik udbytte af spilovertaget. Rezan Corlu så at Frederik Holst var løbet i et overlap, og lagde en fremragende stikning frem til backen, som fandt indskiftede Teemu Pukki foran mål. Superligatopscoreren var iskold, og bragte Brøndby i front. Frem skulle satse efter scoringen, men udover et langskud fra Beran Camili, var der ikke mere i det hårdtkæmpende 2. divisionshold, og Brøndby slider sig dermed videre til næste runde i DBU Pokalen.

Mest kommenterede nyheder