3POINT
Nyheder12. jul. 2017

Pukki & Paulus: Bliver en hård opgave mod VPS Vaasa

Finnerne Teemu Pukki og Paulus Arajuuri kender det finske hold VPS Vaasa, som Brøndby skal møde torsdag. Det er et boldspillende mandskab og bliver en hård opga

3point person
3point.dk12. jul. 2017

Finnerne Teemu Pukki og Paulus Arajuuri kender det finske hold VPS Vaasa, som Brøndby skal møde torsdag. Det er et boldspillende mandskab og bliver en hård opgave for de blågule. Torsdag aften sparkes sæsonen i gang for Brøndbys vedkommende. Det gælder Europa Leagues anden kvalifikationsrunde og modstanderen er finske VPS Vaasa. I den forbindelse var det ganske naturligt, at tage en snak med Brøndbys to finner: Teemu Pukki og Paulus Arajuuri. For hvad er VPS egentlig for en størrelse, hvordan spiller de og hvem skal man holde øje med? Boldspillende mandskab VPS Vaasa blev nummer fire i den finske række i sidste sæson, men i denne sæson ligger de aktuelt på andenpladsen. Det er et hold, der gerne vil spille fodbold langs græsset, er Pukki og Arajuuri enige om. Pukki: - Vi kommer til at møde et hold, der godt kan lide at spille fodbold. De slår sjældent lange bolde, men spiller bolden op med korte afleveringer. Det har de haft succes med i Finland og de ligger på andenpladsen i ligaen nu. De har gjort det godt. Paulus: - De spiller på kunstgræs og kan godt lide at spille fodbold. De vil gerne spille bolden op fra målmanden. De spiller med tre i bagkæden. Det finske hold er godt organiseret og klarede sig videre fra første kvalifikationsrunde ved at slå Ljubljana med to gange 1-0. Pukki: - Jeg var lidt overrasket over at de gik videre. På papiret var Ljubjana et bedre hold, men Vaasa gjorde det godt ved at vinde begge kampe. I udekampen var de lidt mere defensivt indstillede. Men jeg håbede på, at de ville gå videre. Jeg glæder mig til at spille mod et finsk hold. Paulus: - De har mange gode spillere, men i seneste kamp gjorde Sebastian Strandvall (central midtbanespiller, red.) det rigtig godt. Han er god på frispark og han kan være farlig på standardsituationer. Opgaven bliver taget meget seriøst Brøndby er favoritter på papiret. Præcis ligesom Ljubljana var det i første runde. Så intet skal tages for givet mod Vaasa, det er vigtigt at understrege for både Pukki og Arajuuri. Pukki: - De har et godt hold, så det bliver ikke lette kampe for os. Men selvfølgelig bør vi gå videre med vores kvaliteter. Paulus: - Vi ved, det bliver en hård opgave og vi tager den meget seriøst. De har slået et rigtig godt hold i første kvalifikationsrunde og det må vi tage som en advarsel. De har gang i noget godt og vi skal ramme et højt niveau, for at gå videre. En af nøglerne for Brøndby, mod et Vasaa-hold, der gerne vil spille, men også gerne stå kompakt, bliver at presset skal sidde lige i skabet. Pukki: - De spiller med tre nede bagved og midtbanespillerne kan også tænke defensivt. Måden de spiller på og måden vi spiller på, passer godt for os. Vi kan give dem problemer med vores pres. Jeg tror på, at det er vores bedste våben mod dem. Vi skal være virkelig fokuserede på, at vores pres skal sidde godt. Pukki mener i øvrigt, at hvis man skulle sende VPS Vaasa i Superligaen, ville de ligge i den nedre halvdel, selvom det er svært at sammenligne ligaer. Kun topholdet HJK Helsinki ville kunne spille med i toppen, mener han. Velkendte ansigter Fælles for Pukki og Arajuuri er det, at de begge kender spillere fra VPS. De glæder sig til at møde et finsk hold, selvom det for Pukkis vedkommende ikke naturligt er lig med hele familien på lægterne. Pukki: - Der er nogle af spillerne, jeg kender. Jeg har spillet sammen med et par stykker af dem. Paulus: - Jeg kender et par stykker af dem. Ikke rigtig godt, men de har et par tidligere finske landsholdsspillere. Finland er et lille land, så jeg kender de fleste af dem ved navn. Pukki: - Det er ikke så tæt på min hjemby, så jeg er ikke sikker på, at min familie kommer. Jeg tror det tager dem kortere tid at komme til Brøndby Stadion, for at se en kamp end til Vaasa. Det er første gang jeg skal møde et finsk hold, mens jeg er ude, så det bliver forhåbentlig en god oplevelse. Vi skal arbejde hårdt, for at få et godt resultat. Kampen mellem Brøndby og VPS Vaasa spilles torsdag aften klokken 18.30. Returopgøret spilles i Finland en uge senere.

Mest kommenterede nyheder