Pukki melder sig klar til efterårets sidste kamp
Teemu Pukki startede på bænken mod AaB, fordi han ikke kunne spille en hel kamp efter en skade, han døjede med. Han er dog helt klar til kampen mod FC Nordsjæll

Teemu Pukki startede på bænken mod AaB, fordi han ikke kunne spille en hel kamp efter en skade, han døjede med. Han er dog helt klar til kampen mod FC Nordsjælland på søndag, forsikrer han. FOTO: Robert Hendel Brøndby startede uden topscorer Teemu Pukki på banen, da de blå/gule i sidste weekend tabte 2-0 til AaB. Han kom ind fra anden halvlegs start, men havde døjet lidt med en skade i baglåret, så der blev ikke taget chancer med angriberen. Han er dog klar til opgøret mod FC Nordsjælland søndag, som også er efterårssæsonens sidste. - Jeg er klar nu. Det var bare lidt ømt, så vi var ikke sikre på, at jeg kunne spille en hel kamp mod AaB. Men jeg er helt klar nu. Jeg har trænet fuldt med i to (tre med fredag, red.) dage, siger Pukki til 3point.dk. Finnen tror på de tre point mod holdet fra Farum. Det vil også give en bedre fornemmelse at gå på ferie med. - Det er vigtigt for os, at slutte godt af. I de seneste to kampe har vi ikke fået de point, vi gerne ville have, så vi har virkelig brug for de tre point på søndag. Det er også federe at gå på ferie med en god fornemmelse. - Vi vandt i Nordsjælland sidste gang. Det er ikke så langt væk, så der er ingen lang bustur. Men det er et godt hold vi skal møde, og det bliver bestemt ikke let. Jeg tror på, at vi kan klare udfordringen og snuppe de tre point. 25-årige Pukki har spillet 17 Superliga-kampe for Brøndby indtil videre og scoret syv mål. Han er dermed holdets topscorer.