3POINT
Nyheder19. nov. 2017

Pukki-hattrick grundlagde Brøndby-sejr i underholdende topkamp

Der var finsk klasse på menuen, da Brøndby søndag tog imod FC Nordsjælland. Teemu Pukki, der ellers har været dømt ude efter et sløjt efterår, genfandt selvtill

3point person
3point.dk19. nov. 2017

Der var finsk klasse på menuen, da Brøndby søndag tog imod FC Nordsjælland. Teemu Pukki, der ellers har været dømt ude efter et sløjt efterår, genfandt selvtillid og storform, og grundlagde med et hattrick Brøndbys sejr. Brøndby IF og FC Nordsjælland er to af Superligaens mest scorende mandskaber. De to hold er garant for underholdende, offensiv fodbold, og det levede søndagens kamp i allerhøjeste grad op til. Det var hjemmeholdet der startede bedst. Efter blot 4 minutter var Hany Mukhtar alene med Runar Alex Runarsson i FCN-målet, men Mukhtars lob stræg forbi mål. FC Nordsjælland ville også være med, og efter 11 minutter fik de deres første store chance, da Mads Mini Pedersen var alene på kanten af Brøndbys felt, men Frederik Rønnow diskede op med en flot redning. Og så gik det ellers stærkt. Brøndby erobrede, og Halimi sendte Teemu Pukki afsted på kanten. Pukki tog løbet ind mod feltet, tog et træk forbi to forsvarsspillere og bankede den fladt ind i det korte hjørne. Der gik præcis 18 sekunder fra Rønnows redning til Teemu Pukki havde sendt bolden i nettet i den anden ende. Brøndby var også tæt på at komme på 2-0, da Hany Mukhtar fra 25 meters afstand forsøgte sig med et flot langskud, der kun lige gik fri af stolpen. FC Nordsjælland havde sværere ved at komme til chancer, men de var bestemt medvirkende til at gøre første halvleg til en yderst seværdig affære. Efter et kvarters spil kom de for alvor ind i opgøret, men vi skulle helt hen til to minutter før pausen, før de for alvor blev farlige. Patrick da Silva fik slået et fint indlæg, som gav en løs bold i Brøndby-feltet. Den samlede Mads Mini op, men han overplacerede sin afslutning, og derfor kunne holdene gå til pause med en 1-0-føring til Brøndby. Den stilling holdt kun to minutter ind i anden halvleg, hvor Hany Mukhtar samlede bolden op og sendte den ind foran mål, hvor Teemu Pukki med hælen kunne sende bolden gennem benene på Runarsson. Finnen lignede for alvor en mand, der var ved at genfinde selvtilliden ovenpå en sløj periode. Men han var slet ikke færdig, sidste sæsons Brøndby-topscorer. Efter en times spil kunne han, efter flotte Brøndby-kombinationer sende en afslutning afsted, som Runarsson ellers havde hænderne på, men ind røg bolden alligevel, og derfor kunne Teemu Pukki notere sig for et hattrick. Og det skulle blive endnu værre for gæsterne. Et indlæg fra Brøndbys venstre side blev kun halvklaret, og så kunne Hany Mukhtar samle den løse bold op og lobbe den over FCN-keeper Runarsson. 4-0, og så virkede den kamp lukket. Men FC Nordsjælland ville det anderledes, og Brøndby trykkede samtidig lidt på bremsen. En hårdt presset Paulus Arajuuri gled, og så kunne Jonathan Amon sætte afsted mod Rønnow, der fik hægtet FCN-angriberen. Emiliano Marcondes scorede sikkert på straffesparket. 5 minutter senere var FC Nordsjælland igen farlige, og inde foran mål kunne Mathias Rasmussen skovle bolden i nettet med knæet. 4-2, og den ellers så sikre Brøndby-sejr så ud til at blive knap så sikker. Men Brøndby fik stabiliseret sig, og kørte sikkert 4-2-sejren i hus. Dermed øger de forspringet til FC Midtjylland og FC Nordsjælland, og konsoliderer sig på Alka Superligaens førsteplads.

Mest kommenterede nyheder