Pukki glæder sig til pokalfinale: Den bedste tid i min karriere
Teemu Pukki var igen på pletten mod FC Midtjylland, da Brøndby torsdag slog midtjyderne med 3-1 i pokalturneringens semifinale. Han glæder sig til finalen, og h

Teemu Pukki var igen på pletten mod FC Midtjylland, da Brøndby torsdag slog midtjyderne med 3-1 i pokalturneringens semifinale. Han glæder sig til finalen, og håber på en lige så fed atmosfære som sidste år. Brøndby bookede billet til pokalfinalen torsdag aften med en 3-1-sejr over FC Midtjylland. Det var vigtigt for spillerne at få lov at opleve atmosfæren omkring den kamp igen, fortæller holdets topscorer Teemu Pukki. - Vi var i finalen sidste år, og dem der var her på det tidspunkt ville gerne opleve det igen. Der manglede noget, eftersom vi ikke vandt sidste år, så allerede i første kamp i turneringen sagde vi til hinanden at vi ville tilbage, og nu er vi der, så vi skal gøre det, vi ikke gjorde sidste år og vinde pokalen, siger Pukki til 3point.dk. Udover pokalfinalen ligger Brøndby også godt til i Alka Superligaen, og der er nærmest udelukkende spændende kampe tilbage for holdet i denne sæson. Det glæder Pukki, som ikke har haft det bedre tidligere i sin fodboldkarriere. - Vi har seks finaler tilbage, og vi skal gå all in i hver eneste kamp. Det bliver den bedste tid i min karriere, og sikkert også i mange af de andre drenges. Det er fantastisk at være Brøndbyspiller for tiden. Se hvordan vi fejrer det med fansene efter kampen. Det er utroligt, og det føles rigtig godt. - Parken bliver nok fyldt med vores fans. Så mange, vi får lov at lukke ind. Sidste år var noget helt specielt, det var nok den bedste kamp jeg har været en del af med en helt vild atmosfære. Vores fans kommer til at skabe den atmosfære igen. Man kan virkelig mærke dem på banen. De giver os lidt ekstra energi på banen, og det er dejligt at have dem i ryggen. Med fansenes hjælp håber Pukki at komme til at løfte pokalen. Det mener han, at holdet har fortjent. - Vi har vundet over de bedste hold, udover os selv, i ligaen, og vi havde også problemer i SønderjyskE, hvor vi kæmpede hårdt for at få sejren, så jeg synes vi fortjener at vinde. Pokalfinalen spilles kristi himmelfartsdag mod Silkeborg.