Pukki efter hattrick: Føler mig mere fri nu
Teemu Pukki føler sig mere fri efter sine tre mål i kampen mod FC Nordsjælland. Det har givet selvtillid og nu ser han frem mod en svær kamp mod Silkeborg. I sø

Teemu Pukki føler sig mere fri efter sine tre mål i kampen mod FC Nordsjælland. Det har givet selvtillid og nu ser han frem mod en svær kamp mod Silkeborg. I søndagens kamp mod FC Nordsjælland fordoblede Teemu Pukki sin måltotal i Superligaen, da han scorede hattrick. Han er nu på seks kasser og målene mod FCN gav selvtillid. Den finske angriber fortæller, at han føler sig mere fri nu. - Nu behøver jeg ikke tænke på, jeg ikke har scoret i lang tid - jeg føler mig mere fri nu. Det er en slags lettelse. Det har været en lidt svær sæson for mig, så målene giver meget selvtillid. Selvom du ved, du kan score, går det ikke altid ens vej, så jeg står med en rigtig dejlig følelse lige nu, siger Pukki til brondby.com. - Min bedstemor havde fødselsdag i søndags, og jeg lovede min far, at jeg ville score for hende, så det blev hun rigtig glad for. Der resterer tre kampe i efterårssæsonen og den første af de tre spilles på søndag, hvor Silkeborg venter på udebane. Selvom de to klubber ligger i hver deres ende af tabellen, forventer Teemu Pukki en svær kamp i Søhøjlandet. - Det er aldrig nemt at spille mod Silkeborg. Det så vi også, da vi spillede mod dem sidst. Det var en svær første halvleg, men vi kæmpede os tilbage i anden halvleg og slog dem ret klart med 4-1, men det var stadig svært. Derfor er det vigtigt, at vi er klar fra første fløjt på søndag, for ellers ved vi, hvordan det kan gå. Der er kampstart i Silkeborg på søndag klokken 18.00 og Brøndbys udebaneafsnit nærmer sig udsolgt.