Pukki: Det er den største kamp, man kan have at se frem til
Motivationen i Brøndby-truppen er stor, for efter forberedelserne til forårssæsonen venter et pokalderby, der kan sende de blågule videre i pokalturneringen. Br

Motivationen i Brøndby-truppen er stor, for efter forberedelserne til forårssæsonen venter et pokalderby, der kan sende de blågule videre i pokalturneringen. Brøndby-spillerne er i fuld gang med vinteropstarten og forberedelserne til forårssæsonen. I dag har truppen sat kursen mod Dubai, hvor der venter ti dages træningslejr og to testkampe. Og man må sige, at der er noget at se frem til for Brøndby-spillerne, for forårets første kamp er et pokalderby mod rivalerne fra FC København. Det er en kæmpe motivation, fortæller Teemu Pukki. - Det er den største kamp, man kan have at se frem til. Pokalen er vigtig for os, det så vi også sidste år, da vi var i finalen, men tabte. Alle vil rigtig gerne videre i turneringen, siger han til 3point.dk og fortsætter: - At spille finalen i sidste sæson var en af de største oplevelser i min fodboldkarriere. Så der vil vi meget gerne hen igen. Denne gang vil vi bare vinde. - Vi tager begge turneringer meget seriøst. Pokalfinalen er nok den største enkeltstående kamp, man kan spille i Danmark. Især når det er mod FCK, som det var sidste år. Det bliver ikke muligt i år på grund af lodtrækningen, men vi skal stadig slå dem for at komme videre. Spændende forår Generelt går Brøndby IF ind i et spændende forår, hvor man både er med i pokalturneringen og spiller med i toppen af Superligaen. - Sidste år var det ret klart på dette tidspunkt, at FCK ville blive mestre og at vi ville blive nummer to. Der var store pointforskellige. - Men i år er der alt at spille for og vi skal give alt vi har i alle kampe, der kommer. Pukki peger blandt andet på mentaliteten på holdet, som noget der er en forskel fra sidste sæson. - Mentaliteten er vigtig. Det er derfor, vi har været bedre end sidste år. Vi har også vundet de hårde kampe i denne sæson og det gjorde vi ikke i sidste. Hvis vi er nede med et mål, ved vi, at vi kan komme tilbage og vinde kampen. Det bøvlede vi lidt mere med sidste år. Teemu Pukki har kontraktudløb med Brøndby til sommer.