Pukki: Arajuuri glæder sig rigtig meget til at komme til Brøndby
Teemu Pukki har netop været på landsholdstjeneste med den kommende Brøndby-spiller Paulus Arajuuri, som glæder sig meget til at komme til klubben, fortæller Tee

Teemu Pukki har netop været på landsholdstjeneste med den kommende Brøndby-spiller Paulus Arajuuri, som glæder sig meget til at komme til klubben, fortæller Teemu Pukki. Brøndby har haft et par stærke finner i klubben i de senere år. Lukas Hradecky gjorde stort indtryk og Teemu Pukki er nuværende topscorer i Superligaen, men til årsskiftet kommer der endnu en til. Forsvarsspilleren Paulus Arajuuri, som Pukki netop har været på landsholdstjeneste med, skifter til Brøndby på en fri transfer. Brøndby-angriberen beskriver sin landsmand således: - Han er en ledertype og en god fyr uden for banen. Han spiller meget fysisk, for han er stor og stærk, men på trods af det er han også ret hurtig. I vores anden kamp blev han valgt som Finlands bedste, så han spillede igen rigtig godt. Pukki tilføjer til 3point.dk, at Arajuuri glæder sig meget til at komme til klubben. - Han glæder sig rigtig meget til at komme til Brøndby. Han er imponeret over hvad vi har opnået indtil nu. Efter vores kampe skriver han altid til mig og har som regel været glad for hvad han har set. Dejligt at komme på tavlen for Finland igen Teemu Pukki og Finland led to nederlag i landskampene. Det ene var et 3-2-nederlag til Island, hvor islændingene scorede et meget kontroversielt matchvindermål i overtiden. - Det var rigtig dejligt at score for landsholdet igen. Det var et stykke tid siden sidst, så det var fedt. Kampen var meget mærkelig og i de sidste minutter var det dramatisk med et mål til Island, der ikke burde have været mål. Det var en stor skuffelse. Den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky var efter kampen ude og brokke sig voldsomt, men det forstår Pukki udmærket. - Jeg forstår ham godt. Når man kender ham, ved man også at han altid spiller med følelserne uden på tøjet. Han lader det hele komme ud, men jeg synes han havde ret. Det kan man også se, hvis man ser klippene. I den anden kamp tabte Finland 1-0 til Kroatien.