3POINT
1668366566-20221113_Freja-Borne_3point_Brøndby-mod-Viborg_0-2_14674.jpg

Freja Borne

Nyheder23. jan. 2023

Pressemeddelelse fra Familien Brøndby - Bevar Brøndby IF

Herunder kan du læse pressemeddelelse i sin fulde længde fra Familien Brøndby - Bevar Brøndby IF med konkrete ønsker til en eventuel aftale med GFH.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen23. jan. 2023

Følgende tekst er skrevet af Familien Brøndby - Bevar Brøndby IF og er bragt her på 3point.dk i sin fulde længde. Vil man se eller læse mere, kan man finde Familien Brøndby - Bevar Brøndby IF på Facebook her og på Twitter her.

Forord

Siden Global Football Holdings i efteråret blev præsenteret som de kommende ejere, har debatten omkring deres ejerskab fyldt meget - hvis ikke det meste - omkring Brøndby IF.

Vores udgangspunkt er, at hvis vi mener alvorligt, at fællesskabet er den bærende værdi i Brøndby IF, så er der hverken rigtige eller forkerte holdninger. Og hvordan det nye ejerskab påvirker den enkelte fan, er derfor heller ikke noget som andre - hverken medfans, klub eller omverden - har ret til at bestemme over eller dømme. Ingen fans er forpligtet til at “komme videre”, støtte op eller stille sig selv til rådighed for klubben på andre måder, end de selv ønsker.

Nogle medfans tror, vi er stoppet med at elske Brøndby IF. Intet er mere forkert. Og indtil en aftale om klubbens fremtid er sikret, vil den samme passion, energi og kærlighed, der i årtier har været den drivende kraft bag Brøndbys udvikling, blive investeret i at kæmpe for klubbens fremtid.

Herunder vil vi beskrive ‘Bevar Brøndby IF’-bevægelsens grundlag og forventninger til en fremtidig aftale med de nye ejere.

Baggrunden

For os er det absolut vigtigste at bevare Brøndby IF. Ikke bare her og nu, men for de kommende generationer.

Siden Brøndby Supporters Trust (BST) blev stiftet for over 10 år siden - og senere med oprettelsen af Fanafdelingen i 2019 - har samarbejdet mellem klub og fans altid været drevet af, at vi - på trods af uenigheder - i sidste ende havde en fælles interesse: Det bedste for Brøndbyernes IF. Og at vi alle anerkendte, at de tre ben i fællesskabet - fans, idrætsforeningen og selskabet - er en essentiel del af dette.

Denne fælles interesse er ikke længere til stede. Tværtimod er GFH’s - og dermed selskabets - interesse at tjene penge til sig selv på den passion, frivillighed og kærlighed, de to øvrige ben bærer for vores klub. Dette må alle fans anerkende, uanset om man ønsker at se tiden an, opfordrer til at acceptere den nye virkelighed, eller håber, at GFH fortsætter klubbens nuværende strategi.

Og dette ændrer fundamentalt på måden, vores fællesskab kan samarbejde på.

Siden GFH officielt blev introduceret er der blevet  talt om den værdiaftale, der skal indgås mellem GFH og Fanafdelingen. Fra debatten lyder der til at være enighed om, at en sådan aftale skal sikre grundlæggende elementer, såsom de blå/gule farver, klubbens navn og placering i Brøndby Kommune, samarbejdet med amatørafdelingen samt tilstedeværelsen af en fanrepræsentant.

Men med GFH’s indtræden i klubben er en sådan aftale ikke tilstrækkelig.

Derfor har vi brug for konkrete, realistiske garantier og aftaler, der sætter rammerne for, hvordan ejerne af selskabet kan varetage deres ønske om at tjene penge på Brøndby IF i forening med de holdninger og ønsker, vi som fans har til, hvordan klubben drives. Og dette skal ske i en juridisk bindende aftale, der til hver en tid er knyttet til GFHs ejerskab af Brøndby IF.

Hvad der konkret skal stå i en sådan aftale er op til Fanafdelingen. I ‘Bevar Brøndby IF’-fanbevægelsen er vi er ikke enige om alt. Men kommer herunder med vores ønsker til punkter, en aftale som minimum skal indeholde for, at vi igen er sikret, at alle parter i fællesskabet arbejder for de samme mål.

Vores ønsker til en aftale:

  1. Brøndby IF’s unikke identitet skal bevares og beskyttes
  2. Frivilligt arbejde bør ikke være et middel til ejernes profit
  3. Brøndby IF skal altid handle med egne interesser som øverste prioritet
  4. Brøndby IF’s langsigtede overlevelse er det vigtigste
  5. Brøndby IF skal ikke medvirke til yderligere kommercialisering af sportens turneringer

Brøndby IF’s unikke identitet skal bevares og beskyttes

Brøndby IF er mere end blot en fodboldklub, men et fællesskab, der udgøres af henholdsvis en fodboldklub, en kulturinstitution og en forretning. Alle tre ben skal balancere ved at arbejde i en fælles interesse, om i sit virke. Dels tage sit afsæt i historie og værdier, dels arbejde for at værne om og udvikle dette fællesskab.

Vi mener derfor, at en aftale skal:

  • sikre, at klubben drives i respekt for klubbens historie, moderklubben, foreningslivet, lokalområdet og fans, og dermed også skal bevare klubbens historiske, visuelle og værdimæssige identitet, såsom farver, navn, logo, stadion, hjemsted mv.

Fans og frivillige bør ikke være et middel til ejernes profil

Brøndby IF er historisk set en klub bygget på frivillighed. En værdi, vi ynder at hylde. Og frivillighed er ikke bare centralt for klubben, men også for fanmiljøet og den fankultur, der har gjort os berømte i Europa. For os - som for alle andre frivillige - er vi drevet af, at vi gør en forskel for noget, vi mener er meningsfuldt.

Derfor påvirker GFH’s ejerskab måden, vi grundlæggende føler, det er meningsfuldt at være fan, da vores frivillige arbejde skaber økonomisk værdi for selskabet - og dermed for GFH.

Hvis ejerne af selskabet har et ønske om, at vi igen skal stå for den organiserede stemning på Brøndby Stadion, arrangere busture, lave frivilligt socialt arbejde eller generelt stå klar hver eneste gang klubben har brug for hjælp, så må de forstå, at et aktivt og levende fanmiljø ikke er en ret, en fodboldklub kan kræve eller forvente.  Det er et privilegium, der opstår, når fans, klub og ejere mødes i fælles interesser, kærlighed og passion for en fælles klub.

Vi mener derfor, at en aftale skal:

  • sikre, at Brøndby IF A/S drives som et ‘not-for-dividend'-selskab, hvor alt overskud geninvesteres i udvikling af klubben stedet for at blive udbetalt til aktionærerne. Det er en model, der allerede er kendt i Superligaen, hvor Right to Dream driver FC Nordsjælland efter samme princip.
  • sikre, at alle aftaledetaljer omhandlende transaktioner mellem selskabet og aktionærer, som ejer over 5% af de stemmeberettigede aktier i Brøndbyernes IF A/S, bliver offentliggjort til fulde.

Dermed kan vi fans være mere trygge i, at vi vokser sammen, og at beslutninger træffes med Brøndby IF’s bedste for øje - ikke ejernes profit.

Lykkes vi sammen med at løfte klubben, kan GFH stadig profitere ved at sælge klubben videre og altså tjene penge sammen med Brøndby IF - i stedet for på bekostning af Brøndby IF.

Brøndby IF skal altid handle med egne interesser som øverste prioritet

Modstanden mod flerklubsejerskabet er både principiel, strategisk og mangesidig.

Som tidligere beskrevet, er flerklub-modellen frontspidsen i den globale udvikling, hvor sportsklubber er blevet rene investeringsobjekter med fortjeneste for øje. Det er en ejerskabsmodel, der bringer fodbolden længere væk fra dem, der elsker den, og den burde ikke være tilladt i hverken UEFA eller DBU-regi.

I et mere strategisk perspektiv, så er der risiko for, at vores klub bliver en brik i en koncern af klubber, hvor beslutningerne ikke træffes med Brøndby IF’s egne interesser som øverste prioritet. Internationalt har vi igen og igen set, at modellen med at eje flere klubber udnyttes til at gøre de mindre klubber til rugekasser med det formål at styrke de større - uden hensyn til eller tanke på de fans, hvis klubber ikke længere har et selvstændigt formål. Dermed risikerer flerklub-modellen ikke alene at blive usund og underminerende for de enkelte klubber, men bidrager også til en skævvridning af konkurrencen i europæisk fodbold og som en slags finansiel doping, der ikke burde være tilladt.

Det er simpelthen grundlæggende i modstrid med selve sportens ånd, at den samme person eller virksomhed kan eje flere klubber på en gang og potentielt ophæve disses selvstændige formål for at styrke andre klubbers.

Uanset om Brøndby IF er den ”profiterende klub” i konstruktionen, eller hvordan GFH konkret kommer til at drive modellen, bør Brøndby IF aldrig være en del af sådan en konstruktion af principielle årsager.

Vi mener derfor, at en aftale skal:

  • sikre gennemsigtighed om, hvilke andre klubber vores ejere har tilknytning til, og at Brøndby IF hverken indgår transfers eller andre strategiske eller sportslige samarbejder med disse klubber

Brøndby IF’s langsigtede overlevelse er det vigtigste

Brøndby IF er en kærlighed, der varer for livet. Og dermed også langt længere end GFH’s investeringshorisont i klubben.

Gennem vores konkrete erfaringer i Brøndby IF, ved vi, at det går hurtigt op og ned for økonomien i en fodboldklub.

Der er ingen tvivl om, at GFH vil drive klubben professionelt og med henblik på at tjene penge. Men dette kan også gøres ved at overinvestere på kort sigt for at skabe såvel sportslig som økonomisk succes. En overinvestering, som klubben på lang sigt kan risikere at kollapse under. Det så vi i vores egen klub i 2018, hvor store investeringer var ved at koste klubben livet året efter.

GFH har alene lånefinansieret det boost, som de vil styrke klubben med. En gæld, vi og eventuelt nye ejere risikerer at hænge på i lang tid, hvis GFH’s planer ikke bliver, som de ønsker.

Samtidig må vi også kigge på, hvorfor vi står i den nuværende situation. I Jan Bech så mange en Brøndbyfan, som traf beslutninger ud fra Brøndby IF’s bedste. En tillid, der lagde grundlaget for det mest konstruktive og produktive samarbejde mellem fans og klub i Brøndbys historie.

Vi fans har i den periode ikke været gode nok til at forberede os på, at ejerskabet måtte gå videre på et tidspunkt. Bekymringen for GFH er derfor i høj grad også en bekymring, der handler om, hvad der sker næste gang, klubbens sælges. Den fejl må vi ikke gentage.

Vi mener derfor, at en aftale skal:

  • sikre, at klubben forpligter sig til en langsigtet bæredygtig økonomisk strategi, hvor selskabet fremadrettet vil være i stand til at indfri sine økonomiske forpligtelser, inkl. lønninger, renter og evt. afdrag.
  • garantere, at en ny ejer af deres Brøndby-aktier forpligter sig på at underskrive samme aftale, som de har indgået med Fanafdelingen.
  • At Fanafdelingen involveres i et kommende videresalg, og inden en eventuel ny ejer kan komme til, har mulighed for at selv eller gennem et samarbejde med andre investorer, at kunne overtage aktierne til samme pris og vilkår.

Brøndby IF skal ikke medvirke til yderligere kommercialisering af sportens turneringer

En juridisk bindende aftale med GFH ikke kun vedrører Brøndby IF, men dansk fodbold som helhed.

Den evigt stigende kommercialisering og økonomiske konkurrence i dansk og international fodbold skubber hele tiden til de forhold, som sporten drives under. Det angår ikke kun ejerskab, hvor internationale kapitalfonde og diktaturregimer står bag flere og flere klubber. Det angår også, hvordan fodboldens turneringer afvikles. Blandt andet med ønsket om lukkede ligaer som vi kender det fra USA og private ligaer på tværs af landegrænser som blev foreslået med Super League.

Så længe jagten på flere penge bliver mere og mere intens, vil man risikere at gå på kompromis med sportens ånd og fansenes interesser. Med en global fodbold koncern som ejere af Brøndby IF risikerer vi at blive en del at en interessekamp, hvor fokus på størst muligt indtjening driver sporten væk fra dens værdier.

Vi mener derfor, at en aftale skal:

    • Sikre at GFH ikke vil bruge deres ejerskab af Brøndby IF til at arbejde for eller støtte forslag, som går på kompromis med sportens ånd, herunder
      • Tilslutning til ‘private’ ligaer, der går uden om DBU/UEFAs officielle turneringer
      • Tilslutning til indførsel af et lukket ligasystem, hvor muligheden for op- og nedrykning fjernes. Det skal forblive, som vi kender det fra de europæiske ligasystemer.
      • Ændringer i UEFA-systemet, som favoriserer de i forvejen største klubber/Ligaer.

Mest kommenterede nyheder