3POINT
1630001515-bund6-stilling-SL-august2021.jpg

Kasper Pedersbæk

Nyheder26. aug. 2021

Præstationsanalyse: Frederiksens Fundament vol. 3 - Hvorfor Brøndby ikke er i krise [endnu]

Et kig på tabellen afslører et facit på blot 4 point efter seks kampe i årets Superliga, men en analyse af udviklingen for holdet peger ikke nødvendigvis mod en præstationsmæssig krise, men “bare” et resultatmæssigt bump på vejen. For præstationerne bag resultaterne har rummet muligheder for mere. 3point.dk bringer her en performance analyse og ser på perspektiverne.

3point person
Kasper Pedersbæk26. aug. 2021

Fire point. Fire uafgjort og to nederlag. En placering som nummer 9 i tabellen. Så kynisk kan Brøndbys første seks runder i Superligaen læses op, og det undrer ikke, hvis man som læser tænker ordet krise, hvis man bliver fodret med de oplysninger.

Men har man set Brøndbys kampe, og følt de godt kunne have givet mere, så er det ikke skudt helt ved siden af. For mulighederne har været der for at få mere med fra banen, præstationerne har, uden de har været perfekte, dog været til mere.

Præmissen for analysen

I den følgende analyse er det væsentligt som læser, at have enkelte begreber på plads. I analysen vil jeg inddrage xG (Expected Goals), xGC (Expected Goals Conceeded), xGD (Expected Goals Difference). I alt sin enkelthed er xG groft forsimplet en skudstatistik over alle afslutninger i en kamp. Afslutningerne tildeles (ud fra avancerede matematiske formler og data fra tidligere afslutninger) en værdi fra 0.01-1.0.

Expected Goals Difference (xGD) er så at sige \"chancekontoen\", og præcis som med budgetkontoen derhjemme i husholdningen, så kan den godt leve med at stå i minus på den korte bane, men på den lange bane skal der gerne være plus, da det så ellers vidner om at et hold reelt set \"lever over evne\". At man har en spiller med så superb en individuel kvalitet, at denne sparker flere afslutninger i mål end gennemsnittet. Så længe den spiller er i klubben er det fint, men på den lange bane vil holdet forfalde til gennemsnittet og score det forventelige ud fra kvaliteten af chancerne.

Det er værd at holde sig for øje, at expected goals IKKE er en sandhed for hvem der BURDE, SKULLE eller FORTJENTE at vinde en given kamp, men er et redskab til at analysere, hvem der havde MULIGHEDERNE for at kunne have bragt mere med sig hjem af point. Eller hvem der havde fodboldens guder til at smile lidt deres vej.

Derudover inddrager jeg i analysen de faktiske omstændigheder i form af scorede mål for og imod, illustrationer på de udfordringer der er taktisk samt udtræk fra analyserne i de første kampe.

Sommeren 2021 - et mesterhold skilles

En helt grundlæggende ting for de udfordringer der ses i øjeblikket for det nuværende Brøndby-mandskab skal findes i et så banalt ord som kontinuitet. I sæsonen 2020/21 blev der benyttet lige præcis to - kun to!! - sammensætninger af de tre stoppere i bagkæden. Maxsøs indledende karantæne samt Jungs karantæne senere på sæsonen betød endda kun kortvarige rotationer - men kun mellem de samme fire spillere. Jung, Maxsø, Rosted og Hermannsson. De delte ALLE startpladser mellem sig - og med Jung og Maxsø som stabile startere gennem hele sæsonen (Maxsø to dage ude med karantæne, Jung en).

I sommeren 2021 forsvandt Schwäbe i målet, og derudover sagde truppen farvel til både Jung og Hermannsson samt en række profiler længere fremme på banen.

I sæsonens første seks kampe i Superligaen har der spillet fem forskellige konstellationer i bagkæden - herunder både en omskolet midtbanemand i form af Børkeeiet, en ung Skipper, Gammelby ligeledes på en uvant plads tilsat Kevin Tshiembe der kun netop er hentet til klubben. I målet står en talentfuld, men trods alt stadig urutineret keeper.

Tilsæt en midtbane der ligeledes har været hårdt ramt - efter først profilafgange, og dernæst flere nye spillere, og så et coronaudbrud. Det er symptomerne på hvad der sker når man siger farvel til etablerede spillere som fx Vigen, og goddag til Cappis. Ikke at Cappis er en dårligere spiller på sigt - vurderingen er han har et stort potentiale, men han er ung, og uden den på nuværende tidspunkt samme erfaring som Vigen. Helt naturligt og intet odiøst i det.

Kontinuitet - eller manglen på samme - har ramt hårdt på Vestegnen denne sæson.

Udfordringerne ligger defensivt

En af Brøndbys helt store styrker i sidste sæson var en eminent evne til at forsvare eget felt. Modstanderne blev afvist før det blev rigtig farligt. Man havde en grundigt inkorporeret struktur på holdet, hvor rummene blev lukket ned - og et indlæg blev afvist.


1630001516-export(9).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Ovenfor et eksempel herpå fra sidste sæson. Brøndby står solidt struktureret, og i dette tilfælde OB har ingen muligheder for at spille bolden ind i farlige rum at afslutte fra - men er begrænset til at holde bolden på “ydersiden” af Brøndbys organisation.

Det handler om træning, om kontinuitet og om at spillerne har deres roller i organisationen under huden. Ganske enkelt - struktur og orden.

Fast forward til denne sæson. Mere end et halvt hold er udskiftet - strukturen bliver skrøbelig, og man er set oftere ende i situationer som den der er illustreret nedenfor.


1630001520-export(25).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Situationen er fra sidste weekends kamp mod OB. Maxsø er skubbet frem i et pres, Tshiembe har det ikke siddende på rygraden at han skal ind og lukke af for Maxsø, men lader det centrale rum stå åbent, hvorefter OB kan spille bolden ud på kanten, slå et indlæg til Sabbi der får en fri header og rammer overliggeren.

Det er ikke en kritik af Tshiembe, men en konstatering af, at det koster ikke at have den samme kontinuitet som man havde sidste sæson. Det er ikke spillerne der pludselig ikke kan spille fodbold, det er noget så simpelt som orden og struktur i organisationen der er blevet lidt mere porøst, og som det gælder med al byggeri, så skal det afstives og genopbygges. Det sker ikke over natten, men over tid. Frustrerende på den korte bane, men nødvendigt på den lange.


1630001517-export(10).png

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Et eksempel fra sidste sæson ovenfor - igen fra en kamp mod OB. Her foretager Mensah et pres frem på OBs back, Hermannsson går ud og skubber op bag Mensah samtidig med at alle de øvrige i bagkæden skubber sidevers over - så Maxsø tager Hermannssons yderstopperplads, Jung går ind i midten og Bjur tager yderstopperpositionen til venstre.

Der er plus på kontoen - endnu

Sidder man med følelsen af “det kunne være blevet til mere”, så bakkes det op ved et kig på de faktiske tal for xGD og den faktiske målforskel i kampene. Med kun 6 runder spillet er det for tidligt at se på en langsigtet formudvikling - men på den korte(re) bane har det set fornuftigt ud med plus på chancekontoen i 3 / 6 kampe, og af de to sidste med “underskud” (og den tredje som var mod AGF med et tæt på \"uafgjort\" med blot 0.02 plus til Brøndby) var det mod OB et minus som kom efter et kampforløb, hvor OB specielt efter pausen synes at drage fordel af et Brøndbymandskab, som blev tungere og trættere efter en covid præget optakt til opgøret - hvilket reelt efterlader Brøndby med blot opgøret mod FCK som det eneste, hvor Brøndby - hvis man simulerer kampene ud fra de i kampen foretagende afslutninger i kampene - slet og ret fik som fortjent ud fra spil og chancer. Trods den relativ markante forskel på 0.4 xG mod OB var Brøndbys statistiske chancer ud fra en simulering af chancerne ikke helt fraværende for at kunne trække minimum et eller flere point med fra opgøret.

En tommelfingerregel, som bliver benyttet i ihvertfald en Premier League klub jeg har haft dialog med omkring fodboldanalyse og xG, er, at man gerne skal have 0.30 xG på plussiden før end den givne klub \"forventer\" en sejr.


1630001522-Faktiske-xGD-BIF-aug2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det er dog værd at bemærke, at gennemsnittet pr. kamp er faldet fra 0.39 xGD i mesterskabssæsonen til blot 0.14 xGD i indeværende sæson. Det fordrer en mindre forskel i kvaliteten mellem Brøndby og den gennemsnitlige modstander.

Det interessante er at se nærmere på de to faktorer der er ingredienserne i xGD - nemlig egen chanceproduktion - xG - som forsimplet er ens offensive evne og ens evne til at afholde modstanderne fra chancer - xGC - som forsimplet er den defensive kvalitet.

Hvor ligger hunden begravet?

Offensivt ser billedet, trods udskiftningerne i truppen, ganske fornuftigt ud. Forstået på den måde at man statistisk producerer faktisk tæt på det samme pr. kamp vurderet på expected goals. I 20/21 hed snittet pr kamp 1.50 xG med det faktiske målsnit på 1.81, hvorimod det i 21/22 hedder 1.55 xG holdt op imod begrænsede 1.22 mål pr. kamp.


1630001520-Faktiske-xG-BIF-aug2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Det er voldsomt at fjerne 0.5 mål i snit pr. kamp - det kan i høj grad koges ned til de mål der mangler fra Jesper Lindstrøm. Hans evne til at generere mål ud fra et begrænset xG er savnet på Vestegnen.

Et kig på tendenslinjen (En lineær tendenslinje angiver normalt, at noget er stadigt stigende eller faldende) viser en prognose der viser en let positiv udvikling i evnen til at skabe egne chancer.

Det positive er at man producerer chancerne, udfordringerne består i man mangler “det ekstra” fra en eller flere spillere udover det Mikael Uhre kan levere af mål.

Drejer vi fokus 180 grader, og kigger på den defensive side af Brøndbys 2021/22 sæson, så peger det mod et behov for at adressere nogle udfordringer.


1630001520-Faktiske-xGC-BIF-aug2021.jpg

Kasper Pedersbæk © All rights reserved

Helt grundlæggende er evnen til at forsvare eget mål blevet ringere sammenlignet med mesterskabssæsonen (1.12 xGC i snit og 1.19 indkasserede mål), hvor Brøndby spillede til par, og, udover at holde modstanderne fra en voldsom chanceproduktion, var friholdt fra det vilde antal af absurd mål imod - mål hvor fodboldguderne bare ikke er med en og scoringen falder fra en ikke-forventet position.

For i 21/22 sæsonen tillader Brøndby i snit 1.41 xGC til modstanderne pr. kamp - og når modstanderne så snitter 1.83 mål pr. kamp (med andre ord Brøndby indkasserer hyppigere end de statistisk set burde - oveni de generelt tillader mere imod) er det op ad bakke. Udover en kamp i Parken, hvor hjemmeholdet ganske fortjent vandt (omend antallet af mål kan indvendes til at være til den lettere høje side), så kan Niels Frederiksen og trænerteamet se en kontinuerligt stigende antal af chancer imod (den linære tendenslinje). En naturlig konsekvens med manglen på kontinuitet i specielt bagkæden.

Konklusion: Præstationerne og manglen på mål

Husk på indledningen på analysen. Antallet af konstellationer i både forsvar og midtbane har været markant over, hvad vi så i sidste sæson hos Brøndby. Det skaber helt grundlæggende en uro i strukturen, der mangler rytmer og relationer på banen.

Ydermere har der været afgang af en række markante profiler, som alt andet lige ikke har været mulige at erstatte 1:1 i kvalitet. Der ER ikke samme konvertering af chancer til mål.

Defensivt har de som nævnt mange forskellige sammensætninger gjort kontinuitet til en mangelvare.

Grundlæggende skal fans af Brøndby væbne sig med tålmodighed. Tålmodighed til at holdet påny skal spilles sammen, relationerne (gen)dannes og strukturen komme under huden på de nye spillere såvel som de gamle, ligesom de nye spillere også skal have højnet deres niveau gennem kvalitativ træning (man kan ikke forvente at fx en Jobbe eller Jung erstattes 1:1 i niveau).

Det skelsættende er dog at få skabt de fornødne strukturer, og i truppen har den nødvendige kvalitet i truppen til at konvertere chancer til mål, og til at decimere de chancer der pt. tillades modstanderne.

Pilen peger for nuværende ikke mod krise for Niels Frederiksen og Brøndby IF. De underliggende data samt analyse peger ikke pt. mod et præstationsmæssig problem, hvorfor det giver grobund til en positiv prognose for fremtiden. Der er handlet i forsøget på at erstatte nogle af de huller Lindstrøm efterlod med indkøbet af Greve, en spiller der over tid har bevist sin kvalitet og egenskaber på Superliga-nvieau, ligesom man i forsvaret har hentet Tshiembe ind - som kommer med en enorm interessant fysisk pakke. Hvorvidt disse handler er \\\\\\\"nok\\\\\\\" vil tiden vise, eller hvorvidt man foretager sig yderligere handler inden transfervinduet lukker i om mindre end en uge.

Mest kommenterede nyheder