
Magnus Daugaard
Portrætserie: Tribunens stemmer #6
I portrætserien \\\"Tribunens Stemmer\\\" møder vi Brøndbyfans og fortæller deres unikke historier omkring forholdet til Brøndby IF

I sjette udgave af Tribunens Stemmer møder vi Thomas, som til daglig er ejer og direktør hos Wagyu Pusher. Trods en gennemsnitlig arbejdsuge på mellem 60 og 70 timer har Thomas altid prioriteret at følge Brøndby IF – både ude og hjemme.
Thomas er opvokset i Farum og kommer fra en familie, hvor sympatien ligger hos FC Nordsjælland. Han havde sine første stadionoplevelser på Farum Park, hvor hans far tog ham og hans to brødre med. Hele familien – især faren, der oprindeligt kommer fra Lyngby – har båret rundt på en livslang modstand mod FCK. Det har givet Thomas en slags fodboldfanmæssig grundpakke, hvor det at holde med Brøndby IF blev den logiske slutdestination.

Magnus Daugaard © All rights reserved
Selv begyndte Thomas tidligt at spille fodbold og nåede – efter eget udsagn – et enormt højt niveau i ungdomsårene. Men da han var omkring 13-14 år, stod han over for et valg: at satse fuldt ud på fodbolden og skifte skole – eller vælge et mere almindeligt ungdomsliv. Han valgte det sidste. Og i samme periode begyndte hans storebror at fortælle historier om en helt særlig klub ude på Vestegnen:
– Min storebror, Jacob, var begyndt at komme lidt ude på Brøndby Stadion, hvor han fortalte om en fodboldklub, som bød på en noget større oplevelse, end vi var vant til på Farum Park. Jeg kan huske, at jeg var med en enkelt gang, og derfra var der ingen vej tilbage – jeg kunne slet ikke slippe det igen.

Magnus Daugaard © All rights reserved
Thomas begyndte at besøge Brøndby Stadion, så ofte det var muligt – først med familien og senere med sine bedste venner fra folkeskolen. På trods af at de alle kom fra Farum, var det Brøndby IF, der trak. Med tiden blev besøgene til en fast rutine, som han stadig prioriterer højt den dag i dag:
– Vi startede med at komme på Sydsiden omkring starten af gymnasietiden. Der stod vi i mange år og råbte og skreg i 2 x 45 minutter. Med tiden rykkede vi op på Øvre Sydsiden – sammen med Alpha – og vi må nu erkende, at vi ikke længere har luft til at skråle med i 90 minutter, siger Thomas med et grin.
– Vi har for stor respekt for klubbens aktive fanscene til at stå i stemningsafsnittet uden at bidrage med det nødvendige, så vi er rykket over i Svinget nu.

Magnus Daugaard © All rights reserved
Brøndby IF er blevet et centrum for venskaber for Thomas. Det er ikke bare fodbolden, der samler dem – det er et fællesskab, der har ført dem på tværs af landet og ud i Europa. Thomas husker særligt turene til Glasgow og Lyon, hvor han stod midt i fremmede byer og alligevel følte sig hjemme – omgivet af hundreder af mennesker, han aldrig havde mødt før, men som alligevel føltes som venner. For sådan føles det ifølge Thomas, når man er Brøndby-fan: som at være afsted med sine venner, uanset hvor man er.
Brøndby-fanskabet handler for Thomas om at være en del af noget større end sig selv. Det er en del af hans identitet – et frirum i en travl hverdag som selvstændig med mange arbejdstimer. På stadion kan han glemme stress og jag og mærke den unikke stemning, som Brøndby-fansene skaber. Han tager med til alle hjemmekampe og følger trofast med på udebaneture, fordi det handler om mere end fodbold – det handler om fællesskab, loyalitet og om at dele oplevelser med sine bedste venner.

Magnus Daugaard © All rights reserved
– Når jeg træder ind på Brøndby Stadion – eller et hvilket som helst andet stadion på en udebanetur – føles det som at træde ind i et vakuum. Alt omkring én forsvinder. Som iværksætter har man aldrig rigtigt fri, men når jeg følger Brøndby, er det det eneste tidspunkt, hvor tankerne får lov til at være et helt andet sted.
Kærligheden til klubben handler for Thomas også om alt det, Brøndby står for. Han elsker at se unge, egenudviklede spillere tage springet fra akademiet til førsteholdet – som Kvistgaarden, Frendrup og Lindstrøm. Særligt husker han en sommeraften på Brøndby Stadion, hvor Jobbe blev skiftet ind i den forlængede spilletid mod Lechia Gdańsk og scorede to mål i en 4-1-sejr. En kamp, hvor Thomas sad med følelsen af nærmest at være en stolt far og bare nød at se en dreng fra klubben brage igennem på den største scene.

Magnus Daugaard © All rights reserved
Thomas har fulgt Brøndby IF gennem tykt og tyndt. Og selvom de store øjeblikke og sejre fylder meget, er det netop modgangen, der har gjort kærligheden til klubben endnu stærkere. For i skuffelserne – som den uforglemmelige eftermiddag i Horsens i 2018 og sidste sæsons kollaps mod AGF – har han mærket, hvordan fanscenen samler sig og vokser.
Brøndbys fans står ikke kun sammen, når det går godt. Tværtimod. Det er i de svære stunder, at fællesskabet for alvor folder sig ud, og trofastheden viser sin værdi. For Thomas er det netop dét, der gør Brøndby til noget helt særligt: Uanset modgangen rejser klubben – og fansene – sig altid igen.