_(1).jpg%3F2026-07-03T13%253A59%253A12.051Z&w=3840&q=75)
Magnus Daugaard
Portrætserie: Tribunens stemmer #2
I portrætserien \\\\\\\"Tribunens Stemmer\\\\\\\" møder vi Brøndbyfans og fortæller deres unikke historier omkring forholdet til Brøndby IF

I første afsnit af Tribunens Stemmer mødte vi Morten på 64 år, og i dag skal vi tale med William på 19 år. De to første gæster er altså 19 og 64 år.
Modsat Morten, som mod alle odds blev Brøndby-fan, har vejen til Brøndby Stadion været noget mere fremkommelig for William. På trods af en opvækst i Farum, lige ved Right to Dream Park, har både Williams far og papfar sørget for, at han blev opflasket med Brøndby IF. Williams første hobby var egentlig dans, men som 8-årig tog hans papfar ham med på Brøndby Stadion, hvor han blev blæst bagover af kulissen og stemningen. Herfra var der ingen vej tilbage – nu handlede det om fodbold og Brøndby IF.
William kommer fra en generation af Brøndby-fans, som i dén grad ikke har oplevet meget sportslig succes. Siden 2006, hvor William blev født, har Brøndby vundet ét mesterskab og to pokaltitler. William fortæller selv om tørkeperioden i trofæskabet: ”Jeg var kun 2 år, da Brøndby IF vandt pokalen i 2008, så det kan jeg ikke huske, men jeg kan da huske de efterfølgende 10 år, hvor vi intet vandt,” siger han med en klassisk portion Brøndby-selvironi, som de fleste Brøndby-fans har polstret sig med for at kunne holde tilværelsen ud. Han fortsætter: ”I samme periode begyndte FC Nordsjælland, som alle i min folkeskole holdt med, at vinde titler, så det var sgu lidt tungt at skulle høre på dem konstant”.

Magnus Daugaard © All rights reserved
På trods af manglende sportslig succes er William kommet på Brøndby Stadion hver eneste kampdag sammen med sin papfar og bror. Han nævner den elektriske stemning samt sammenholdet og passionen som årsager til, at han ikke blot har bevaret sin støtte til Brøndby IF, men faktisk har kunnet mærke kærligheden vokse i løbet af de magre år.
I 2018 blev 10 års trofætørke brudt, da Brøndby vandt pokalturneringen efter en 3-1 sejr over Silkeborg. William husker det som en euforisk dag, men fortæller alligevel, at den på en måde blev overskygget af det glippede mesterskab. Det gav ham dog noget ammunition, når vennerne fra Farum prøvede at drille ham med Brøndbys manglede trofæer.
I 2021 havde Brøndby IF så chancen for at vinde sit første mesterskab i Williams levetid, og han fortæller om en nervøs – på tærsklen til ubehagelig – stemning på hjemmefronten, da Brøndby spillede den magiske kamp i Århus, som gav os en afgørende matchbold til at kunne blive danske mestre: ”Jeg så kampen derhjemme i min stue. Det var min papfars fødselsdag, men der var ikke meget fokus på fødselsdagen fra nogen som helst derhjemme. Jeg kan bare huske, der blev råbt og skreget og festet i flere timer efter kampen – han kunne ikke have ønsket sig en bedre fødselsdagsgave.”
Mandagen efter havde William fået billetter til at se guldkampen på Brøndby Stadion. Sammen med sin papfar, som i sin tid introducerede ham til Brøndby Stadion, kunne William for første gang i sit liv se Drengene fra Vestegnen løfte DM-pokalen.

Magnus Daugaard © All rights reserved
William har sin faste plads på langsiden, hvor han ser kampene med sin papfar og bror. Han regner dog med at rykke til det stemningsskabende afsnit på Øvre Sydsiden fra næste sæson. Det kribler nemlig i ham, hver eneste gang han ser derop, og han føler sig klar til at tage del i den stemning, som har fascineret ham lige siden sit første besøg.
Williams fortælling er et stærkt eksempel på, hvordan kærligheden til Brøndby IF vokser ud af stemningen, fællesskabet og de mennesker, man deler det med – ikke nødvendigvis af resultater. På trods af få trofæer i hans levetid har han holdt fast, kamp efter kamp, og nu står han klar til selv at tage del i den stemning, der i sin tid tændte gnisten i ham.