3POINT
1744288063-IMG_0438(1).jpg

Nanna Møller Karlsen

Nyheder10. apr. 2025

Portrætserie: Tribunens stemmer

I portrætserien \\\\\\\\\\\\\\\"Tribunens Stemmer\\\\\\\\\\\\\\\" møder vi Brøndbyfans og fortæller deres unikke historier omkring forholdet til Brøndby IF

3point person
Magnus Daugaard10. apr. 2025

Hver anden uge samles op til 29.000 mennesker på Brøndby Stadion, hvor de med fælles stemme synger og hepper Brøndby IF frem. Bag hver af disse stemmer gemmer sig en unik historie, en personlig forbindelse til klubben, der går ud over blot at være fan.

I portrætserien 'Tribunens Stemmer' dykker vi ned i nogle af disse personlige fortællinger. Vi taler med de mennesker, der står bag de højlydte råb og de farverige bannere, og som gør Brøndby IFs fanscene til den mest unikke i dansk fodbold. Fra livslange tilhængere til nye fans bærer hver person på en historie, der fortjener at blive fortalt. Disse er fortællinger om fællesskab, tilhørsforhold og en urokkelig kærlighed til klubben, fortalt gennem de stemmer, der hver kampdag fylder tribunerne med liv og passion.

Den første gæst i portrætserien er Morten Theil, som til dagligt er ejer og adm. direktør i reklamebureauet Bocca.

1744281602-Gulogblåbog-MortenTheil-45.png

Magnus Daugaard © All rights reserved

Morten beskriver sig selv som "den usandsynlige Brøndby-fan". Opvokset 500 meter fra KBs anlæg og som KB-spiller fra midten af 70'erne til slutningen af 80'erne, virkede det naturstridigt, at Morten skulle blive en af tribunens stemmer på Vestegnen.

Men da KB fusionerede med ærkerivalerne fra B1903, som Morten beskriver som "de pæne drenge fra Gentofte med sideskildning", skiftede han til naboerne fra FKIF (senere FA2000), som var under Dansk Arbejder Idrætsforbund – en arbejdervenlig idrætsforening, som blev oprettet som modsvar til det mere borgerlige Danmarks Idrætsforbund. I omklædningsrummet herskede en aversion mod det nye FCK-projekt, og Morten beskriver stemningen omkring dem på den anden side af hegnet som "decideret konfrontatorisk".

I starten af 90'erne blev Morten inviteret med på Brøndby Stadion af en tidligere holdkammerat fra FKIF, og her blev han ramt af "en knytnæve af energi", som han aldrig nogensinde havde oplevet noget i nærheden af. Han fortæller om oplevelsen: "Jeg fandt hurtigt ud af, at det der ikke kun er et fodboldprojekt. Det er et projekt, som handler om forbundethed, samhørighed, sammenhold og kultur. Og selvom jeg ikke selv kommer fra byen, har jeg altid følt en helt særlig tilknytning til fodboldklubben Brøndby IF."

1744281599-Firehurtige-MortenTheil-45.png

Magnus Daugaard © All rights reserved

Energien fra Faxe-tribunen virkede magnetisk på Morten, og snart indfandt han sig på den ikoniske tribune hver gang muligheden bød sig. Ikke inde i kernen – for som han selv siger – der hørte han ikke til, men i periferien af den stemningsskabende kerne, hvor han kunne få den fulde oplevelse hver eneste gang.

I dag er han migreret op på Øvre Sydsiden, hvor han sidder sammen med sine venner fra "Rækken", som er en gruppe venner, der er kommet på stadion sammen siden midten af 90'erne. "Rækken" er løbende blevet udvidet siden stiftelsen med både børn og nye bekendtskaber (heriblandt Mortens svoger og nevø), og de sidder altid på de samme pladser på Øvre Sydsiden.

For Morten er forholdet til Brøndby IF forbundet med stærke følelser. Nedturene er forbundet med regulær lidelse – navnligt Horsens i '18 og AGF i '24 – beskriver han som en følelse af sorg og tab. Omvendt fremhæver han mesterskabet i '21 som en euforisk følelse, hvor han sammen med sin søn kunne se Brøndby IF løfte DM-pokalen for første gang i 16 år.

På trods af op- og nedture er Morten stadig at finde i fanzonen, hvor han sammen med "Rækken" nyder en fadøl, inden de bevæger sig op på deres pladser på Øvre Sydsiden. Som så mange andre unikke historier til Brøndby IF er Mortens fyldt med personlige oplevelser, der har knyttet ham dybt til klubben.

Hans gamle holdkammerater fra KB spørger ham stadig hver gang, de ser ham: "Hvad fanden gik der egentlig galt med dig?" Han svarer altid med ophøjet ro: "Jeg tror sgu, at det gik helt rigtigt" eller "I forstår det sgu nok ikke – man forstår det kun, hvis man forstår det."

Mest kommenterede nyheder