3POINT
Nyheder19. jul. 2019

Polsk journalist: Lechia Gdansk er et ultradefensivt hold, som Brøndby bør slå

Brøndby IF skal møde Lechia Gdansk de næste to torsdage i kampen om at komme videre til tredje kvalifikationsrunde til årets Europa League. Vi har talt med en p

3point person
3point.dk19. jul. 2019

Brøndby IF skal møde Lechia Gdansk de næste to torsdage i kampen om at komme videre til tredje kvalifikationsrunde til årets Europa League. Vi har talt med en polsk fodboldkender, som mener at Brøndby har gode muligheder for at gå videre. Torsdag blev det afgjort, at det bliver Brøndby der går videre fra første kvalifikationsrunde til Europa League, da danskerne samlet vandt 4-3 over finske Inter Turku. I anden runde skal Brøndby møde polske Lechia Gdansk. Lechia Gdansk er et ubeskrevet blad for de fleste danskere, og derfor allierede vi os med den polske fodboldjournalist Dawid Steinicki, som arbejder for det polske fodboldsite iGol.pl. Ifølge Steinicki er det et kynisk og velorganiseret mandskab, som Brøndby måske skal møde. - De har haft en rigtig god sæson. De var tæt på at rykke ned sæsonen forinden, men i sidste sæson endte de med at vinde bronze i Ekstraklasa (den polske fodboldliga, red.), fortæller Steinicki til 3point.dk. Det er især takket være en betondefensiv, at Lechia endte med at have så succesrig en sæson sidste år. - De er rigtig stærke defensivt, der er de blandt Ekstraklasas stærkeste. Piotr Stokowiec (Lechia Gdansks træner, red.) kommer også til at spille ultra defensivt mod Brøndby. Det er der, holdet er bedst og det er der, deres stærkeste spillere er, siger Steinicki og fremhæver et par stykker. - Målmand Dusan Kuciak er en meget imponerende målmand, og var blandt ligaens bedste i sidste sæson. Og så vil jeg fremhæve Blazej Augustyn. Han er lederen på holdet, og en af deres bedste spillere. Han er en høj og fysisk stærk forsvarsspiller, men han kan udfordres på farten, for han er ret langsom. Dawid Steinicki fortæller om et hold, som i sidste sæson var meget gode til at slå til i starten af kampene for derefter at parkere bussen og ikke lade modstanderne komme frem til noget. Derfor er Lechia Gdansk vant til at vinde mange af deres kampe 1-0. Det var så udpræget i sidste sæson, at polske internethajer begyndte at lave memes om deres resultater. Når Lechia Gdansk skal frem og skabe noget offensivt, er der især tre spillere, Brøndby skal være opmærksomme på. - Venstre back Filip Mladenovic er en meget farlig back, som slår nogen skarpe indlæg. Ham skal de dæmme op for. Lechias bedste spiller er Lukas Haraslin, og det er ham der kommer til at være farligst, når de skal skabe chancer. Helt på toppen spiller Flavio Paixao, som er meget farlig. Lechia kommer ikke til at skabe ret meget, men alle hans boldberøringer kan ende i mål. Når alt kommer til alt, er Dawid Steinicki dog ikke ret meget i tvivl om, at polakkerne kommer på en meget svær opgave. - Her i Polen er de fleste enige om, at Brøndby er for stærke for Lechia Gdansk. Brøndby er klare favoritter, og de burde kunne gå videre. Jeg tror også, Kamil Wilczek kommer til at score. Om det lykkes for Brøndby at gå videre, vil vise sig de næste to torsdage. Brøndby IF starter på udebane i Gdansk.

Mest kommenterede nyheder