
Adam Møller Karlsen
Pokalgyser: Brøndbys hårdt kæmpende ti mand sendte FCM ud
Brøndby IF vandt torsdag aften 1-0 over FC Midtjylland, selvom de blå/gule var en mand i undertal i næsten hele anden halvleg.

Allehelgensaften bød for alle Brøndby-fans på en vaskeægte pokalgyser. Brøndby IF og FC Midtjylland dystede nemlig om en plads i pokalkvartfinalen torsdag aften på Brøndby Stadion.
Jesper Sørensen afsonede den anden af to karantænedage, hvorfor Frederik Birk for anden kamp i træk stod på sidelinjen for de blå/gule. Hjemmeholdet manglede en skadet Nicolai Vallys og det gav plads i startopstillingen til Filip Bundgaard. I front erstattede Mileta Rajovic Mathias Kvistgaarden - og det skulle vise sig at være en god idé.
I det første kvarter manglede Brøndby kvalitet i aktionerne med bolden. Omvendt var defensiven skarp og tillod ikke ret meget til gæsterne fra FCM. Og pludselig fandt Brøndby noget af den magi, der skulle til for at låse kampen op.
Clement Bischoff trak til baglinjen i venstresiden og med venstreskøjten vippede han bolden ind i panden på Rajovic, der sendte Brøndby i front. Netop den kombination af Bischoff og Rajovic sikrede Brøndby sejren senest mod FCM, da Bischoff var oplægger til begge Rajovics mål i dén kamp.
Målet gav Brøndby mod på mere og Bundgaard testede flere gange Jonas Lössl i FCM-målet, men alle gange var keeperen på plads og tog sig af afslutningerne fra kanten af feltet.
Yuito Suzuki kunne, måske med rette, føle sig snydt for et straffespark mod slutningen af første halvleg, da han modtog en fremragende bold i dybden fra Jacob Rasmussen, trak ind i feltet og var ved at glide af på sin oppasser, men blev generet af en arm i halsregionen. Men dommer Jakob Kehlet slog ud med armene, og derfor kunne Brøndby gå til pause med en føring på 1-0.
Jordi Vanlerberghe var Brøndbys bedste i de første 45 minutter, hvor midtstopperen var stærk, påpasselig og forudseende i sit forsvarsspil, samtidig med at han fandt gode løsninger med bolden frem ad banen.
Anden halvleg startede egentlig fint og jævnt, men pludselig stak det helt af. Mileta Rajovic brugte begge hænder til at sende en FCM-spiller i græsset og sparkede også ud efter ham. Derfor fik han helt korrekt rødt kort. Men Brøndby Stadion var meget frustrerede, for en FCM-spiller gik også over stregen, men nøjedes med at få et gult kort.
Med bare ti mand i næsten en hel halvleg så det nu svært ud for Brøndby. Men defensiven fortsatte med at være solid, og selvom Brøndby stod dybt længe, blev FCM aldrig for alvor farlige. Brøndby spillede spillet og trak tiden, mens FCM blev mere og mere frustrerede.
Til sidst fik Brøndby fightet en 1-0-sejr flot hjem - og er dermed videre i pokalturneringen. Det blév en vaskeægte Halloween-gyser - men gudskelov endte den godt.