Phiri: Zorniger kan bringe mig på nyt niveau
Alexander Zorniger lægger ikke skjul på, at han sætter stor pris på Lebogang Phiri som spiller. Det gælder også den anden vej og midtbanespilleren føler, at coa

Alexander Zorniger lægger ikke skjul på, at han sætter stor pris på Lebogang Phiri som spiller. Det gælder også den anden vej og midtbanespilleren føler, at coach kan tage ham til et nyt niveau. Der har været sagt og skrevet meget om Lebogang Phiri og hans kontrakt med Brøndby, som udløber til sommer. Torsdag fortalte den tyske træner til 3point.dk, at han gerne ser at der bliver forlænget med blandt andre Phiri. - Jeg har for nylig haft en god snak med Zorniger og han sagde, at han er meget tilfreds med at have mig på holdet og jeg ville elske at forlænge mit ophold her under hans lederskab, siger midtbanespilleren til 3point.dk, da vi fortæller ham om Zornigers udtalelser. Den vævre sydafrikaner forhandler fortsat med klubben om en ny kontrakt, men ved endnu ikke hvornår der falder noget på plads. Uanset hvad, vil en forlængelse være positivt og Phiri nyder at udvikle sig under Zorniger, som han føler, kan tage ham til et nyt niveau. - Jeg synes vi udgør et godt team. Han forstår mit spil rigtig godt og har givet mig den rolle, der passer holdet bedst. Jeg stoler på ham og elsker hans spilfilosofi og hans måde at træne på. Jeg vil elske at blive i klubben. Uanset om en mulig forlængelse sker om to dage eller om seks måneder, vil det være til gavn for klubben. Coach får nye niveauer frem i mit spil, som jeg ikke vidste jeg kunne nå. - Når coach er færdig med at støbe mig, vil han have taget min udvikling til et helt nyt niveau. Næste udfordring for Phiri og Brøndby er på søndag, hvor det gælder FC Nordsjælland.