Phiri: Vi besidder flere dimensioner i spillet
Lebogang Phiri er fint tilfreds med sin og holdets indsats i testkampen mod IFK Göteborg. Brøndby-holdet fik vist, at de besidder flere dimensioner, mener midtb

Lebogang Phiri er fint tilfreds med sin og holdets indsats i testkampen mod IFK Göteborg. Brøndby-holdet fik vist, at de besidder flere dimensioner, mener midtbanespilleren. Brøndby og IFK Göteborg spillede tirsdag morgen 2-2 i en testkamp, hvor svenskerne vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Lebogang Phiri var tilbage efter sygdom og han spillede alle 90 minutter og leverede en arbejdsom og glimrende præstation på midtbanen, hvor han dog blev rykket lidt rundt i løbet af kampen. Brøndby fik vist, at de har flere dimensioner i spillet, mener han. - Vi viste, at vi er et hold, der besidder flere dimensioner i spillet. Vi har forskellige formationer og taktikker, så vi kan ændre stilen i løbet af kampen. Det hjælper alle til at udvikle sig, fordi man er nødt til at være klog, siger Phiri til klubbens hjemmeside. - Jeg spillede både bredt og mere centralt, og det var min første kamp i en så bred position, men hvor jeg også trækker ind i banen. Jeg synes dog, vi formåede at skabe en del chancer i første halvleg med den formation, så det er et fint våben at have i baglommen. Brøndby rejser hjem fra træningslejren i Dubai onsdag morgen.