3POINT
Nyheder28. mar. 2016

Phiri og Sydafrika mødte overmagten

Sydafrika var oppe mod overmagten, da de natten til mandag mødte Brasilien i en U/23-landskamp. Brøndby IF's Lebogang Phiri var med fra start hos sydafrikanerne

3point person
3point.dk28. mar. 2016

Sydafrika var oppe mod overmagten, da de natten til mandag mødte Brasilien i en U/23-landskamp. Brøndby IF's Lebogang Phiri var med fra start hos sydafrikanerne. Lebogang Phiri var med fra start, da det sydafrikanske U/23-landshold natten til mandag dansk tid mødte det Brasiliens ditto på Estadio Rei Pelé i den brasilianske by Maceio tæt på Sydamerikas østligste punkt. For begge hold var det et led i forberedelserne til De Olympiske Lege til sommer i netop Brasilien. Den 21-årige Brøndby-spiller var sammen med sine holdkammerater fra Sydafrika oppe mod overmagten. Brasilien satte sig hurtigt på kampen og slap stort set ikke grebet gennem samfulde 90 minutter plus det løse. Det endte med en sejr til hjemmeholdet på 3-1 efter 2-0 ved pausen.

Fysisk udfordret, men spillemæssigt fint

Lebogang Phiri var en af fire sydafrikanere, der blev skiftet ud i pausen - formentlig efter aftale. Spillemæssigt gik det godt for Brøndby-spilleren, der viste fin boldomgang samt gode vendinger og ryk frem ad banen, mens han holdt sig til de korte afleveringer. Fysisk havde Phiri det til gengæld noget sværere, end den lille midtbanespiller normalt er vant til i Superligaen. Det blev ikke til så mange bolderobringer, og han havde det svært i nærkampene mod de noget større brasilianere. I slutminutterne blev kampen skæmmet af en voldsom skade, da Sydafrikas forsvarsspiller Thabo Makhele brækkede anklen i forsøget på at erobre bolden fra Brasiliens sidste målscorer Andreas Pereira.

Kampen i tal

Brasilien - Sydafrika 3-1 (2-0) 15. minut: 1-0; Rodrigo Caio 20. minut: 2-0; Fabinho 66. minut: 2-1; Lebogang Mothiba 73. minut: 3-1; Andreas Pereira Torsdag den 14. april kl. 14:30 dansk tid er der lodtrækning til herrernes fodboldturnering ved OL, hvor Danmark også er blandt de 16 deltagende nationer. Turneringen spilles fra den 4. til den 20. august.

Mest kommenterede nyheder