Phiri: Har udviklet mig meget i Brøndby
Lebogang Phiri har gennemgået en konstant udvikling siden han kom til Brøndby som 18-årig. Men han har stadig meget at lære, fortæller han. FOTO: Robert Hendel

Lebogang Phiri har gennemgået en konstant udvikling siden han kom til Brøndby som 18-årig. Men han har stadig meget at lære, fortæller han. FOTO: Robert Hendel I 2013 rykkede sydafrikanske Lebogang Phiri på 18 år fra Bidvest Wits til Brøndby, hvor midtbanespilleren hurtigt imponerede omkring sig og blev rykket op i seniortruppen. Siden sin debut i 2013 har nu 21-årige Phiri spillet sig ind som en vigtig førsteholdsspiller, men selvom han har udviklet sig meget, er der stadig ting han arbejder med. - Siden jeg kom til Brøndy IF, har jeg udviklet mig meget som fodboldspiller. I starten tog jeg ikke mange chancer med bolden og spillede inden for min komfortzone, men i takt med at min tro på egne evner steg, er jeg blevet mere aggressiv og dominerende i min spillestil. Derfor ser man også, at jeg i dag tager langt mere ansvar. Ved at tage ansvar på banen føler jeg, at jeg giver noget tilbage til holdet, fortæller han til klubbens hjemmeside. - Men jeg har stadig meget at lære, og der er stadig meget, jeg skal udvikle, blandt andet min defensive organisation. Her har vi en god trup af spillere, hvis erfaring jeg kan lære af, og en trænerstab, som arbejder med mig hver dag. Men i sidste ende handler det om at tage ansvar for sig selv, og det ansvar er jeg meget bevidst omkring. Lebogang Phiri og holdkammeraterne bliver mandag testet på højeste niveau, når russiske Zenit venter i en træningskamp ved Atlantic Cup.