.jpg%3F2026-07-03T14%253A06%253A10.794Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Philip Søndergaard med fra start da det danske U17 landshold spillede sig i EM-semifinalen
Brøndby var repræsenteret med Philip Søndergaard i startopstillingen, da Danmark onsdag eftermiddag spillede sig i semifinalen ved EM for U17-hold.

Det danske U17-landshold deltager i øjeblikket til EM-slutrunden på Cypern, hvor turneringen er gået ind i den afgørende fase. Onsdag eftermiddag stod menuen således på en svær kvartfinale mod Tjekkiet, der var gået videre fra gruppespillet med maksimum point og en masse scorede mål. Modsat var Danmark, lidt mere haltende, gået videre fra gruppespillet efter en sejr over Wales, en uafgjort mod Kroatian og et nederlag til Østrig.
Brøndby U19's talentfulde stopper, Philip Søndergaard, har startet inde i samtlige kampe ved slutrunden, hvor han har dannet en stærk duo med FC Nordsjællands, Noah Markmann - og Philip Søndergaard var atter engang udvalgt i blandt de startende 11 i det centrale forsvar sammen med Markmann.
Tjekkiet kom ud til kampen med power og fysik - og lagde et tungt pres på de danske drenge i den indledende fase af kampen. Danmark fremstod usikre og tabte mange bolde - og også Philip Søndergaard startede kampen meget usikkert med et par ukarakteriske dårlige indgreb. Efter den indledende fast spillede Danmark og Philip Søndergaard sig dog væsentligt op og Tjekkiet, som ellers har scoret mange mål, kom ikke rigtig frem til de store chancer takket være en god dansk organisation. 1. halvlegs største chance tilfaldt den danske Arsenal-spiller, Chido, der headede et indlæg på den ene stolpe. Det forblev derfor 0-0 ved pausen.
2. halvleg startede i lighed med 1. halvleg. Tjekkiet kom ud med et tungt pres på danskerne, som dog stod godt imod indtil 20 min. før tid, hvor Tjekkiet kunne bringe sig på 1-0. I situationen mistede Danmark bolden i opspillet, som tjekkernes store talent, Ondrej Penxa, udnyttede ved at kanonere bolden over i det lange hjørne fra en position uden for feltet. I omstillingen kom Penxa, der havde meget fart i stængerne, ud i en løbeduel med Søndergaard, der i første omgang så ud til at have stoppet omstillingen, men Penxa tog et træk ind i banen og smækkede bolden over i det lange hjørne. Et flot tjekkisk mål.
Danskerne var dermed under pres - et pres, som de forvaltede fint og de skabte en del chancer, som burde have resulteret i minimum et udlignende mål. Men skarpheden manglede og det så efterhånden ud til, at kvartfinalen ville blive endestationen. Chido ville det dog anderledes, da han modtog bolden omkring tjekkernes felt med omkring syv minutter tilbage af kampen, driblede forbi et par modstandere og fra kanten af feltet afsluttede mod mål. Afslutningen burde tjekkernes keeper relativt nemt have taget sig af, men heldigvis for danskerne gjorde keeperen ikke det - og dermed 1-1. I den efterfølgende straffesparkskonkurrence scorede danskerne på alle fem spark imens Tjekket brændte en enkelt gang. Danmark er således nu i semifinalen ved EM-slutrunden, hvor de skal møde vinderne af kvartfinalen mellem Italien og England.
Philip Søndergaard spillede næsten fuldtid. Han blev udskiftet i de 88 min. da han blev erstattet af FCK's Graham Ankamafio.