Peter Bjur: Det var meget lærerigt
Det er meget lærerigt at være med omkring Superliga-truppen, fortæller den 18-årige midtbanespiller Peter Bjur, der nød sine 45 spilleminutter mod Herstedøster

Det er meget lærerigt at være med omkring Superliga-truppen, fortæller den 18-årige midtbanespiller Peter Bjur, der nød sine 45 spilleminutter mod Herstedøster IC søndag. U/19-spilleren Peter Bjur (ja, han er søn af dén Ole Bjur!) spillede søndag eftermiddag med Brøndbys førstehold, da de spillede træningskamp mod Herstedøster IC i Albertslund. Bjur skiftede for knap et år siden fra B93 til Brøndby på en tre-årig aftale. Han fik 45 minutter mod Herstedøster og var glad for holdets indsats, selvom han gerne selv ville have gjort det lidt bedre. - Det var en stor oplevelse. Det var første gang, jeg var med. Det er noget jeg har ventet på og kæmpet for i lang tid, så det var rigtig fedt, siger Bjur til 3point.dk. - Vi holdt dem fra alt og de var næsten ikke over midten. Personligt kunne jeg godt selv gøre det bedre. Jeg havde en, som jeg sparkede over, hvor jeg skulle gøre det bedre og score på den. Men alt i alt synes jeg holdet gjorde det rigtig godt. Vi gjorde hvad vi skulle og vandt komfortabelt. Det er lærerigt at være med omkring Superliga-truppen og stå under Alexander Zornigers vinger, fortæller midtbanespilleren. - Det er meget sjovt at mærke hierakiet og at komme op til træneren, som er lidt mere krævende og stiller andre krav. Det er meget lærerigt og man får meget ud af det. Det har jeg allerede fået i de tre dage, jeg har trænet med. - Jeg var med (hos førsteholdet, red.) fredag, lørdag og søndag. Jeg nyder det bare, når jeg får chancen og det var fedt at få en halvleg mod Herstedøster. Nu 18-årige Peter Bjur blev som 17-årig rykket i førsteholdstruppen i B93 og han debuterede i en pokalkamp mod FC København.