Pessimistisk fanpanel satser på 1-1 mod AaB: Træls gyser i Horsens venter
Fanpanelet er ikke videre optimistiske på Brøndbys chancer for en sejr over AaB, og lader op til en gyser i Horsens i sidste runde. De forventer at få Hjörtur H

Fanpanelet er ikke videre optimistiske på Brøndbys chancer for en sejr over AaB, og lader op til en gyser i Horsens i sidste runde. De forventer at få Hjörtur Hermannsson og Kevin Mensah i spil. Brøndby og AaB kan begge bringe sig i en meget gunstig situation frem mod top seks-afgørelsen med en sejr i søndagens kamp. Men hvordan skal den kamp gribes an? Vi har bedt vores fanpanel om at give et bud. Andreas Blume Wind Lad os så sikre os en plads i mesterskabsslutspillet. 3 point og vi er med. Men det bliver en svær kamp mod AaB, der hurtigt kan profitere af, at vores spil ikke altid hænger sammen. Lucas Andersen har spillet stærkt på det seneste, og han kan utvivlsomt udfordre Brøndby. AaBs spil er i høj grad afhængig af Lucas Andersen og Kasper Kusk, hvorfor Brøndby vil have en god chance for succes, hvis de formår at lukke ned for de to. Det kræver en stærk og koncentreret indsats fra midtbanen. Kusk søger oftest ind i banen fra højrekanten, hvor Lucas Andersen allerede befinder sig. Jeg tror og håber derfor, at Brøndby vælger en flad midtbane med to 6’ere, der kan beskytte forsvaret bedre, end det har været tilfældet hidtil. Det kan blive nøglen til sejren. Og her til sidst. Husk, at der er sidste mulighed for at benytte jeres vouchers, hvis i er sæsonkortholdere. Benyt jer af det! Andreas Sklander Larsen Med onsdagens udmelding om styrkelse af det sportslige budget, blev det pludselig endnu mere vigtigt at vi opnår en top 3 placering i år, så vi kan tiltrække spillere og trænere af højere kvalitet til sommer. Vi står også med gode kort på hånden. 3 point i de sidste 2 kampe er med 99% sikkerhed nok og lad os da bare tage dem søndag, så vi slipper for endnu en gyser i Horsens. Sportsligt set er jeg desværre ikke optimist længere. Søndagens indsats i Odense var virkelig dårlig. Det bekymrende var, at vi mødte et hold der ville spille fodbold og bare gjorde det langt bedre end os. AaB minder, på mange måder, meget om OB. De kommer heller ikke til at stille sig tilbage, og mon ikke de skifter formation til en 3-5-2, det tror jeg. Vi har Mukhtar tilbage på holdet, og jeg håber virkelig at vi endelig bruger ham på 10'eren hvor han er ligaens bedste. Dermed kan Hedlund rykkes frem i angrebet og Tibbling kan komme ind på midten. Radosevic har karantæne til kampen. Jeg så gerne Frendrup som 6’er, men jeg ved godt, at det nok ender med Kaiser, hvilket også kan være ok i denne kamp der næppe bliver særlig fysisk, den bliver nok mere teknisk (lad os håbe banen er blevet lidt bedre). Samlet set er jeg ikke særlig positiv. Jeg tror vi må nøjes med 1-1 og dermed er der lagt op til en gyser i Horsens næste søndag. Jesper Elgaard Sidste hjemmekamp i grundspillet og grundspillets sidste kamp for os fans. Vi skal op på hesten igen efter rædderlige 80 minutter i Odense. Jeg håber Retov og Jaissle tager konsekvensen af hvad der skete i Odense og laver en del udskiftninger til kampen mod AaB. Radosevic træder selvfølgelig ud af start-11'eren grundet karantæne og Mukhtar kommer uomtvisteligt til at spille fra start, forhåbentlig som 10'er hvor jeg mener han er klart bedst i vores formation. Jeg synes han er farligere som 10'er og på den sidste tredjedel hvor har har mere kreativ frihed end på 8'eren, hvor jeg mener han bliver mere låst af markant flere defensive pligter af at være den dybdeliggende playmaker. Jeg har tidligere nævnt Hedlunds first touch og blik for spillet og medspillere som en af hans mangler, derfor synes jeg at han kommer helt på toppen sammen med Wilczek og ikke på 10'eren. Jeg tror Vigen får 6'er-positionen som han nogle gange i sidste sæson også får Kaiser og Tibbling de to 8'ere. Da AaB ikke har høje offensive spillere, så mener jeg at Arajuuri, også grundet hans seneste præstationer, må vige pladsen for Hermannsson som har jeg mener er hurtigere på de første meter, også viste fint afspil med bolden mod Vendsyssel i pokalen. Jung håber jeg også får en tur på bænken, efter en slap og opgivende indstilling og en sæson et stykke under middel. Mensah må i spil. Mod AaBs små og kreative folk som Kusk, Lucas Andersen og Van Weert, så skal vi stå kompakt og tæt i kæderne og ikke give specielt de to førstnævnte for meget plads. Röcker og Hermannsson har spillet mange kampe sammen, så ser ikke det for værende et problem. Med Retov har vi stået længere tilbage på banen og det gavner specielt en spiller som Röcker, som dog traf dårlige beslutninger i Odense. Et andet problem vi kan få, er Abildgaard på midtbanen. Hans højde og hovedstødsstyrke overfor vores lave midtbanespillere må betyde at de skal på kroppen af ham inden og mens han får bolden for at få ham ud af balance og vinde andenbolde deraf, ellers må Röcker træde frem og backs må pakke sammen om rummet bag ham, for AaB udnytter virkelig Abildgaard som opspil i luften. Kom så Brøndby, tilbage på sporet. Med de udskiftninger og ændringer jeg håber finder sted, så kan det skabe lidt ny energi på holdet. Nicholas Albek Så er der kamp igen. Det er stadig underligt at skulle gå ind til en kamp, med det mindset der hedder: Vi må bare ikke ryge i kvalifikationsspillet. Men det er en tanke vi må vænne os til, og søndag er ved at være sidste chance for at rette nogenlunde op på den her rædderlige sæson. Top 6 skal i mål, hvis selvforståelsen ikke skal lide et alvorligt knæk. Jeg tror vi er mange Brøndby fans, som simpelthen bare ikke magter at det skal afgøres på CASA Arena. Derfor skal sejren i hus mod AaB, og så vil Brøndby - om end ikke matematisk - ihvertfald teoretisk være sikret en plads i top 6. Det bliver ikke nemt. AaB kan være et utrolig godt hold, hvis Lucas Andersen og Kasper Kusk rammer topniveauet. Men de kan også være en flok grå mus, som slår op i banen, hvis de ikke rammer niveauet. Derfor er de så svære at spå om, men en ting er sikkert. Begge hold kæmper for at komme i top 6, så indstillingen bør ikke fejle noget for nogen af holdene. Brøndby kommer formentlig ind til kampen med en række ændringer. Men også her er det enormt svært at forudsige hvad Retov har tænkt sig. Mensah forventes at spille på højre back. Midterforsvaret er ét stort spørgsmålstegn. Jeg forventer at Hermansson starter inde, og den sidste plads må Röcker og Kabongo slås om. Radosevic er i karantæne, og Kaiser overtager hans plads. Mukhtar glider ind igen. Pladsen som Wilzceks makker, er heller ikke til at spå om. Retov ser en stor stjerne i Laursen, men han kan ikke starte inde søndag. Det må han ikke. Det ville være utroværdigt. Så er pladsen mellem Uhre, Erceg og Hedlund. Derudover forventer jeg også at uanset, hvad grafikken siger inden kampstart, så stiller Brøndby i praksis op i en 4-4-2, flad. Ganske enkelt for at dæmme op for AaB’s dygtige kanter. Mit bud på kampens resultat er 1-1, og dermed bevares spændingen til det sidste. God kamp, til både BIF og AaB. Er du enig med fanpanelet? Hvordan ville du gribe kampen mod AaB an?