3POINT
1752333463-Session-05.jpg

Nanna Møller Karlsen

Nyheder17. jul. 2025

Perspektiv: Udskiftning ja – stilskifte nej? Brøndby står ved skillevej før sæsonstart

Trods stor aktivitet i truppen og på direktionsgangen tyder det på, at Brøndby fastholder de gamle spilleprincipper. Vi samler perspektiver fra en række deltagere fra BrøndbyLyd-panelet og chefredaktør Nanna Møller Karlsen.

3point person
Kasper Pedersbæk17. jul. 2025

Brøndby har lagt en opstart bag sig, der har været præget af høj aktivitet på transfermarkedet, justeringer i staben og et ønske om at revitalisere holdets udtryk. Men hvis man spørger en række stemmet fra panelet i BrøndbyLyd, er det endnu uvist, om forvandlingen rækker meget længere end papirarbejdet.

- Alt i alt en preseason, der har betydet stor udskiftning i truppen – men langt fra i spillestilen. Det ligner ikke, at vi går ind til sæsonen med udsigt til offensivt fyrværkeri, konstaterer Ulrik Hansen.

Stil og system: 3-backen består

Et fælles tema for flere af deltagerne er, at Brøndby tilsyneladende fortsætter i samme formationsspor, trods tidligere udmeldinger om ønsket om højere pres og et nyt udtryk.

- 3-backen er kommet for at blive – på godt og ondt, siger Jonas Elholm og peger på, at Frederik Birk prioriterer at spille spillere ude af position frem for at ændre system:

- Det virker som et valg truffet ud fra bekvemmelighed, tilføjer han.

- Brøndby skal hente en (gerne venstrebenet) midtstopper. Og hellere i dag end i morgen, vurderer Nanna Møller Karlsen, der peger på, at valget om at fastholde formationen gør netop den position kritisk.

Jonathan Lorentzen stemmer i:

- Endnu en sæson med 3 stoppere og 2 på midten. Stadig ingen venstrebenet stopper – nu vi fastholder systemet, skal denne position på plads.

En offensiv på usikker grund

Offensiven vækker bekymring hos flere paneldeltagere. Philip Bundgaard står foran sin måske største chance som fast starter, men spørgsmålet er, hvor lang snor han får, hvis ikke outputtet følger med:

- Kan han blive lidt mere direkte i sit spil, kan det blive fremragende. Men Brøndby skal finde mange mål, og i kulissen står to japanere og tripper, siger Nanna Møller Karlsen.

Elholm uddyber:

- Eneste sikre kort i offensiven lige nu er vel Vallys. Bundgaard har præsteret uden at være overbevisende, og Bischoff har vel heller ikke helt bidt til bolle i opstarten – og der er stadig tvivl om, hvor meget han selv ser sig i BIF.

- Vi har nogle spillere, som hurtigt skal præstere, for at vi skal have forhåbninger om at være med i toppen af ligaen og realistisk europæisk eventyr.

Ulrik Hansen formulerer det anderledes, men med samme pointe:

- Det er åbenlyst, at vi skal i Europa med en dygtig defensiv. Bundgaard, de to japanere og Ambæk er ikke offensivt krudt nok til at kunne regne med, at vi scorer mange mål i starten af sæsonen.

Midtbanen og behovet for en ny 6’er

Midtbanen fremstår stadig skrøbelig, lyder det samstemmende. Noah Nartey fremhæves som den klart stærkeste profil, men spørgsmålstegnene er mange omkring resten:

- Nartey er vel klart stærkeste kort. Tahirovic har ikke været en klar starter, Wass er på vej på pension, Stijn er stadig missing in action, siger Jonas Elholm.

- En ny 6’er/8’er må være på tapetet – helst en med forcerne mod bolden, en stor motor og fart, hvis Birk og Schmedes er seriøse om et skifte til en stil med større presintensitet.

Ulrik Hansen er enig:

- Mangler, meget skarpt sat op, at få Spierings videre og erstatte ham med en stærk 6’er, samt erstatte Jacob Rasmussen og Mathias Kvistgaarden.

Unge spillere og udviklingstegn

Trods det konservative formationsvalg er der også lyspunkter. Nanna Møller Karlsen fremhæver én bestemt spiller, der har gjort sig bemærket:

- “P” er tættere på, end vi tror. Han er den eneste unge spiller, som har fået spilletid i alle testkampene. Det ser ud til, at han er foran Che.

Jonathan Lorentzen supplerer med forventninger til tre unge spillere:

- Spillere jeg forventer tager et skridt frem: Clement Bischoff, Benjamin Tahirovic og Filip Bundgaard.

Organisatoriske fremskridt – og et forsigtigt håb

Flere fremhæver det som positivt, at Brøndby endelig har udvidet den sportslige organisation med tilføjelser som teknisk direktør Lars Ohnesorge. Også sportsdirektør Benjamin Schmedes høster ros for at have ryddet op i truppen og foretaget rettidige salg og handler:

- Det er altså voldsomt stærkt af Schmedes, han får Yeboah videre. Tidligt i vinduet, nye ind, overskud ud, tilføjelser til staben og til en forhåbentlig rød tråd i spillestil Ohnesorge, lyder det fra Søren Struve.

- Endelig! En teknisk direktør. Schmedes indsætter sin egen mand for at skabe synergi. Det kommer meget sent i Brøndby, men endelig styrker vi den del. Så mangler vi bare en dygtig assistent til Birk, mener Ulrik Hansen.

Konklusion: Brøndby står midt i et vadested

Det samlede billede tegner et Brøndby-hold i transition: Der er skiftet markant ud i truppen, og organisationen styrkes på direktionsgangen. Men på banen er det gamle udtryk ikke lagt på hylden – endnu.

- Selvom det ‘bare er tal’, så ér det bemærkelsesværdigt med afsæt i, at Schmedes og Birk begge sagde, de gik et skridt tilbage sidste sæson – men nu skulle man et skridt frem, afslutter Ulrik Hansen.

Mest kommenterede nyheder