Per Rud: Vi fik vores pris på Makienok
Brøndby IF var ikke tvunget til at sælge Simon Makienok. Derfor kunne de blå/gule stå stejlt på den transfersum, de ville have for angriberen. Brøndby IF ville

Brøndby IF var ikke tvunget til at sælge Simon Makienok. Derfor kunne de blå/gule stå stejlt på den transfersum, de ville have for angriberen. Brøndby IF ville ikke gå på kompromis med hensyn til den transfersum klubben forlangte for Simon Makienok, og havde Palermo ikke accepteret den pris, ville angriberen formentlig stadig være Brøndby-spiller her på transfervinduets sidste dag. - Hvis vi skal gøre den med Makienok færdig, så var det noget med, at vi ikke bare skulle sælge ham. Vi har stået meget, meget stejlt på, hvad vi ville have for ham, forklarer Brøndbys sportsdirektør Per Rud. - Hvis vi ikke havde fået det, så havde vi beholdt ham. Fordi vi jo godt vidste, at vi ville være svækket, når han var væk. Så derfor har vi sagt fra overfor alt det, der er kommet på Makienok, indtil vi fik vores pris, uddyber sportsdirektøren. Som bekendt blev klubberne enige, og ifølge 3point.dk's oplysninger kan sicilianerne, som vi tidligere har skrevet, ende op med at skulle betale op mod 28 millioner kroner for den blonde bomber, der skal indgå et meget omtalt giftermål i den kommende weekend.