Per Rud: Ringen sluttede for Elmander, da han vendte tilbage til Brøndby
Johan Elmander har indstillet sin karriere. Daværende sportschef Per Rud ser tilbage på da han hentede svenskeren 'hjem' til Brøndby. Johan Elmander nåede at sp

Johan Elmander har indstillet sin karriere. Daværende sportschef Per Rud ser tilbage på da han hentede svenskeren 'hjem' til Brøndby. Johan Elmander nåede at spille i Brøndby ad to omgange. Han nåede også forbi klubber som Feyenoord, Toulouse, Norwich og Galatasaray i sin karriere. Men i dag har han sat støvlerne på hylden. De fleste Brøndby-fans husker nok den dag i sommeren 2014, da Elmander blev præsenteret i Brøndby - for anden gang. Det var nemlig da han vendte 'hjem' og blev genforenet med Thomas Kahlenberg og Daniel Agger, som også vendte snuderne tilbage til Brøndby. Den daværende sportschef Per Rud, som var med til at hente Elmander hjem, husker det med al tydelighed. - Da jeg kom til klubben, var det lige i kølvandet på den sæson, hvor Brøndby havde reddet sig i sidste spillerunde. Der var ingen penge, og der var dårlig karma rundt omkring klubben, så det var svært at tiltrække spillere. Derfor gik vi bevidst efter spillere, der havde et stort hjerte for klubben og kunne få folk til at tro lidt på tingene igen. Thomas Kahlenberg var den første, der kom hjem, og siden fulgte så Elmander og Daniel Agger, siger han til tipsbladet.dk. - Det var stort for Brøndby den dag, vi kunne annoncere, at Johan vendte tilbage til klubben, men det var også stort for ham. Han har nogle tætte bånd til klubben, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi også forsøgte at få ham hjem tidligere. Inden han skiftede til Norwich, forsøgte vi også, men det blev så først i 2014, det lykkedes. Jeg tror, at Johan havde en følelse af, at ringen sluttede, da han vendte tilbage til Brøndby. Elmanders anden periode i klubben blev dog langt fra lige så succesfuld som den første - hverken for holdet eller for svenskeren selv. Men der er meget andet end den sidste periode i Brøndby at huske Elmander for, mener Per Rud. - Han huskes for hans første tid i klubben, hvor Brøndby jo også vandt meget. Men lige så vigtig er personen bag, og alle kunne lide Johan. Han har altid et smil på læben og er altid glad. Det smitter meget af på folk, og det er helt sikkert en af grundene til, at han er så populær i Brøndby. Johan Elmander nåede 106 kampe i Superligaen for Brøndby med 28 mål til følge.