
3point.dk
Per Nielsen med opfordring: Kom ud og se noget kvindefodbold - de er gode
Kvinderne har pointmæssigt haft en flot start i dette års Gjensidige Liga, hvor det er blevet til 16 point og en førsteplads efter seks kampe. Per Nielsen er træner på holdet, og han mener, at det pointmæssigt har været flot, men at de kan spille endnu bedre. Brøndby-legenden opfodrer fansene til, at de skal komme og se kvinderne spille.

Brøndby IFs kvinder har været de mest dominerende i kvindefodbolden længe, og selvom det ikke blev til trofæer sidste sæson, så tror man stadig fuldt og fast på, at det bliver til guld i denne. De blå/gule har mistet flere profiler, men ligger alligevel nummer et efter seks kampe. Der er dog ikke udelukkende tilfredshed at spore, hvis man spørger træneren, som er Brøndby-legenden Per Nielsen. Per Nielsen er godt tilfreds med pointene, men fortæller, at hele holdet ved, at de godt kan spille endnu bedre.
- Sæsonstarten har været rigtig fin, hvis man alene kigger på vores point, men vi står stadig i en situation, hvor vi alle er klar over, at vi faktisk kan spille bedre. Men alt i alt er vi rigtig glade for alle de point, vi har samlet, og det at vi ligger, hvor vi ligger, fortæller Per Nielsen til 3point.dk.
Brøndby vandt hverken mesterskabet eller pokalen sidste sæson, og det var dermed en skuffende sæson for de blå/gule, som har mistet nogle profiler henover sommeren og hentet nye ind. Per Nielsen håber på, at de nye spillere kan fortsætte med at tage ansvar, så de får bevist, at de hører til helt i toppen.
- Sidste sæson var vores dårligste i flere år, da vi hverken vandt pokalen eller mesterskabet. Det er klart, at vi har nogle ting, som vi vil revanchere, og samtidig har vi mistet nogle bærende kræfter. Det jeg håber sker er, at holdet udvikler sig samlet i de kommende måneder. Jeg håber også, at dem som er kommet ind, fortsætter med at tage ansvar og beviser, at de er også gode nok til at ende i toppen, som jo er vores store mål. Vi skal ende som nummer et.
Brøndby-legenden kommer til sidst med en klar opfordring. Han håber på, at flere fans vil begynde at se kvindeholdet, som ifølge ham spiller flot fodbold, og et eller andet må kvinderne gøre rigtigt. De har vundet seks mesterskaber i de seneste ni år, ligesom pokalen er vundet syv gange i samme periode. Det er altså et dominerende Brøndby-hold, som ligger i toppen hvert år.
- Jeg håber, at folk vil komme ud og se noget kvindefodbold. De her piger spiller faktisk noget rigtig flot fodbold. Der er dygtige profiler i alle kæder, vi har et godt hold. Der bliver spillet noget god bold på bane 2, når det kører for os. Jeg synes klart, at man skal komme og se noget bold.
Næste gang de blå/gule er i aktion, er søndag, hvor de besøger FC Thy-Thisted. Brøndby tager imod samme hold lørdag d. 26/9, hvor næste hjemmekamp finder sted.