3POINT
1744556412-BIFvsFCK-86.jpg

Michael Jakobsen

Nyheder13. apr. 2025

Pentz efter derby-rødt kort: Jeg skulle ikke have gjort det – jeg har undskyldt over for holdet

Patrick Pentz blev derbyhelt med en straffesparksredning, men blev udvist efter slutfløjtet for sin jubel foran FCK-fansene. Efter kampen tog han ansvaret på sig, kritiserede dommerens manglende kommunikation og dedikerede sejren til de Brøndby-fans, der ikke måtte være til stede i Parken.

3point person
Kasper Pedersbæk13. apr. 2025

Brøndby-keeper Patrick Pentz blev både helt og syndebuk i søndagens intense derby mod FC København i Parken. Østrigeren leverede en kampafgørende redning på Mohamed Elyounoussis straffespark, men blev efter slutfløjtet udvist for sin jubel foran hjemmeholdets fans.

- Jeg skulle ikke have gjort det. Jeg har også undskyldt over for holdet. Det skulle ikke være sket – jeg svigtede dem, sagde Pentz ærligt i mixed zone efter kampen.

Pentz blev vist ud for sit andet gule kort, efter han jublede op mod FCK-fansene. En handling, han selv tager ansvar for – men som samtidig skal ses i lyset af kampens intense atmosfære og en frustrerende oplevelse med dommeren.

- Der er en masse følelser. Og når jeg i 45 minutter får et ølbad, hver gang jeg tager bolden fra bolddrengene, og skal være opmærksom på ikke at få et eller andet i hovedet… det er svært.

Han rettede samtidig kritik mod dommerens kommunikation – eller mangel på samme.

- Denne her dommer er svær at kommunikere med. Han ønsker ikke kommunikationen. Han blokerer for alt kontakt, hvorefter der gik et øjeblik inden keeperen fortsætte:

- Jeg fik ikke en forklaring på det andet gule kort. Han ville ikke snakke eller sige noget.

Pentz understregede, at han ikke følte sig provokeret, men at han lod følelserne løbe af med sig:

- Det var ikke fordi jeg følte mig provokeret, der skal man tage det som professionel fodboldspiller. Men det skete, og det har jeg undskyldt for.

Det var ellers en aften, der længe lignede en personlig triumf for Brøndby-keeperen. Han reddede straffesparket fra Elyounoussi ved stillingen 1-2 – en situation han havde forberedt sig på.

- Jeg besluttede mig hurtigt for, hvilken side jeg ville gå til. Jeg vidste, at han er en af de bedste spillere i ligaen, så jeg skulle tage en hurtig beslutning.

- Det var godt for mig at tage det straffespark. Det var dejligt.

Situationen, hvor Brøndbys Frederik Alves fældede Elyounoussi i feltet, var Pentz ikke i tvivl om udfaldet på:

- Jeg vidste fra starten af, at det var et straffespark. Jeg så det på skærmen med det samme. Jeg vidste, det ville blive dømt.

Straffesparkssituationer kalder Pentz hårdere for skytten end for keeperen:

- For os keepere er det altid nemmere, det er meget sværere for skytterne – det er dem, der har alt at miste.

Trods dramaet og den personlige skuffelse ved at få et rødt kort glædede Pentz sig over holdets sejr og sendte en klar hilsen til de Brøndby-fans, der var fraværende i Parken:

- Det var fedt at spille et derby på udebane, men det var desværre uden vores egne fans. Vi savnede dem. Men vi vandt i dag for vores fans.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder