
Teis Markfoged
Pentz: Brøndby er den eneste klub for mig i Danmark
Patrick Pentz svarer på rygterne om at Brøndbys rivaler skulle være interesseret i ham.

Onsdag skrev B.T. en historie om at FC København angiveligt skulle være interesserede i Brøndby-keeper Patrick Pentz, som i denne sæson er på leje i Brøndby fra Bayer Leverkusen.
Efter onsdagens 1-0-sejr over FC Nordsjælland blev Pentz spurgt ind til historien, men understregede, at Brøndby er den eneste klub for ham i Danmark.
- Det eneste jeg kan sige er, at jeg er i den største klub i Danmark, og det er godt. Jeg er Brøndby-spiller og dette er den eneste klub for mig i Danmark, sagde Pentz efter kampen til Discovery.
- Jeg hørte om det for første gang, da jeg kom ind i omklædningsrummet i dag. Jeg blev lidt forvirret, for jeg ved ikke, hvem der skriver den slags. For mig er Brøndby den eneste klub og den bedste klub i Danmark.
Næste opgave for Patrick Pentz og resten af Brøndby-holdet er på mandag, når det gælder en udekamp mod Silkeborg.