
Teis Markfoged
Pavlovic-agent: Brøndby er en rigtig god klub
Andrija Pavlovics agent ser Brøndby som en god mulighed for angriberen, men vil ikke kommentere på de konkrete rygter, siger han til tipsbladet.dk.

B.T. skrev onsdag at Brøndby IF er interesserede i den serbiske angriber Andrija Pavlovic, som er på kontrakt i østrigske Rapid Wien.
Pavlovics agent har været i kontakt med tipsbladet.dk og han fortæller, at der er flere interesserede klubber, men at de ikke har lyst til at lægge en transfersum og at Pavlovic-lejren derfor er i forhandlinger med Rapid Wien om at angriberen kan blive fritstillet. Agenten håber at nå til enighed med Rapid Wien i løbet af i dag, siger han til tipsbladet.dk.
Han kalder samtidig Brøndby IF for en interessant klub.
- Jeg kan ikke udtale mig om konkrete klubber, og det gælder også Brøndby IF, men jeg har læst historien på Transfermarkt her til morgen. Jeg synes, at Brøndby er en rigtig god klub, og et skifte til Brøndby vil være godt for Andrija, men vi må se. Der er som sagt en række klubber, som viser interesse, siger agenten Georg Lederer til tipsbladet.dk.
26-årige Pavlovic har en fortid i FC København, hvor han spillede i to år.
- Hans tid i FC København var meget blandet. Det startede rigtig fint, men sluttede dårligt, og der var nogle udfordringer undervejs. Der er ingen tvivl om, at Andrija kan gøre det bedre, end han gjorde for FC København, så det kan sagtens være interessant for ham at vende tilbage til Danmark og vise sig bedre frem.
Andrija Pavlovic var i sidste sæson lejet ud til cypriotiske APOEL.