
Freja Borne
Patrick Pentz vinder det gyldne bur 2024
Vinderen af Tipsbladets traditionelle kåring af Det Gyldne Bur blev offentliggjort fredag, og her kunne Brøndbys østrigske landsholdskeeper se sit navn øverst på listen som vinder af årets titel.

Tipsbladet har i mange år stået bag den traditionelle kåring af Det Gyldne Bur i dansk fodbold, hvor alle keeperne i de to bedste rækker afgiver deres stemmer på, hvem af kollegaerne i målet, de vurderer har været den bedste gennem det seneste år.
Patrick Pentz blev vinderen af Det Gyldne Bur 2024 efter en afstemning, hvor han fik 40 af 69 mulige point mens Silkeborgs Nicolai Larsen blev henvist til andenpladsen i kåringen med 32 point efterfulgt af Nathan Trott og Jesper Hansen med henholdsvis 22 og 17 point.
Om kåringen siger Patrick Pentz til Tipsbladet.dk:
– Hvis spillere, og især målmænd, stemmer på en, så er det et tegn på respekt på en måde, og derfor er det en af de bedste priser, man kan få.
Den østrigske keeper fremhæver fællesskabet på et fodboldhold som det bærende element, for som Pentz siger til Tipsbladet.dk, så er en målmand ikke meget værd uden at godt hold foran sig:
– Jeg må også sige, at det er en holdpræstation. Uden holdet havde det ikke været muligt at opnå, for vi er en enhed, og man er også en smule afhængig af holdet som målmand.
Keeperen lægger ikke skjul på, at han bare godt kan lide at spille fodbold, og vil have det bedste ud af det, for som han pointerer kan det gå stærkt i fodbold, hvor spilletid ikke er en ret man bare kan kræve, derfor nyder han sin tid på banen lyder det i interviewet med Tipsbladet.dk:
- Jeg prøver bare at være mig selv på banen, vise mig frem og bare have det sjovt. Det vigtigste er, at man nyder det, når man står på banen, for man skal aldrig tage spilletiden for givet.
Patrick Pentz blev fredag kåret som vinderen af Det Gyldne Bur i dansk fodbold 2024 i den traditionelle kåring som Tipsbladet står bag.