Patrick Mortensen: Min svigerfar har stået på Sydsiden i 20 år - Han havde lidt ondt over, at Sarpsborg kunne slå Genk, når Brøndby nu tabte stort mod dem
Til stor frustration for Patrick Mortensens svigerfar, besejrede norske Sarpsborg Brøndbys belgiske overmænd med 3-1 i Europa League. 3point.dk har talt med den

Til stor frustration for Patrick Mortensens svigerfar, besejrede norske Sarpsborg Brøndbys belgiske overmænd med 3-1 i Europa League. 3point.dk har talt med den tidligere Brøndby-angriber, som scorede to mål i sejren. Foto: Sarpsborg Den tidligere Brøndby-spiller Patrick Mortensen havde en festaften, da hans norske klub Sarpsborg besejrede belgiske Genk i Europa League. Angriberen scorede to mål og havde en fod med i det tredje mål i den overraskende 3-1-sejr, som kom efter en stime på seks kampe i den bedste norske række uden sejr. Sejren kom i hus via at stå dybt og kun presse i få perioder. - Det var i store perioder, hvor de dominerede kampen. Vi følte os dog ikke presset i bund, og vi havde kontrol. Vi har en filosofi, som går ud på, at vi skal presse højt, så længe det er muligt. Det gjorde vi i starten, hvor vi ofte fik bolden ned til deres keeper, hvor han sparkede langt. Vi havde et godt pres i perioder, men det er klart, at mod et klassehold som Genk, der må du på et tidspunkt gå ned og stille dig. Og der havde vi en plan om, at vi gik rigtig lavt, var kompakte og sideforskød rigtig meget. Og det gjorde, at de egentlig ikke skaber så meget. Deres chancer kom mest på omstillinger, udtaler Patrick Mortensen til 3point.dk I international fodbold må du tage dine kampe med omhu Ifølge livescore.com havde Genk bolden i 68% af tiden, men Sarpsborg havde flest afslutninger både i alt og inden for rammen. Den tidligere Brøndby-angriber skammer sig på ingen måde over, at hans hold spillede med lange bolde og stod dybt. Ironisk nok mener Sarpsborg-topscoreren, at det netop er lysten til at spille mere poleret fodbold, som har kostet i ligaen, hvor klubben ligger nummer ni med 20 point op til Rosenborg på førstepladsen efter 24 runder. - Du må jo også ligesom erkende, at du er oppe mod en god modstander. I international fodbold må du tage dine kampe med omhu, og der var flere situationer i går, hvor vi ikke var i balance, og i stedet stillede os ned for at lave et enmandspres hist og pist. Der er vi bare kyniske og sprinter tilbage, så vi kommer på plads. Det er lidt det, som vi har haft problemer med i Eliteserien, hvor vi har følt, at vi skal gøre noget mere og spille lidt mere offensivt. Der fandt vi igen ud af i går, at vi er rigtig gode, når vi står kompakt som et hold, og kun presser alle mand i få perioder af kampen. Så er vi bare et svært sted at komme, da vi har et lille stadion med et fantastisk publikum. Og så spiller vi på en kunstbane, som ikke er den nyeste, hvilket mod Genk var til vores fordel. - Vi har ikke vundet i de sidste seks kamp i Eliteserien, så vi er rimelig skidt kørende der. Det er klart, at vi har et udviklingspotentiale, hvor vi har skal være bedre med kuglen. Men mod Genk var vi kyniske og slog nogle lange bolde op på mig, hvor vi så kunne vinde nedfaldsboldene og tage den derfra. Det var vi gode til, men det er klart, at vi har et udviklingspunkt i forhold til at dominere kampene. Vi er også rigtig gode på dødbolde og lange indkast, og det virker meget norsk, og det kan det også godt være, men hvis du generelt ser norsk fodbold heroppe, så er der ikke så meget Drillo-bold tilbage. Men vi må have lidt selverkendelse, når vi kommer ud i Europa og spiller mod sindssygt gode modstandere, lyder det fra Mortensen. Min svigerfar havde lidt ondt over, at Brøndby tabte så stort til Genk, og de så tabte til mig og Sarpsborg Grundet egne kampe så Patrick Mortensen ikke Brøndbys kampe mod Genk, men hans svigerfar er inkarneret Brøndby-fan, og han har givet udtryk for stor ærgelse over for Mortensen. - Nu så jeg desværre ikke deres kampe, da vi selv spillede. Min svigerfar er kæmpe Brøndby-fan og har stået på Sydsiden i 20 år, og han sagde, at Genk var virkelig gode. Men det er jo det, som er det skønne ved fodbold. De kan komme til os og ikke have tabt i 20 kampe, og vi har ikke vundet i seks kampe, og så vinder vi. I de her Europa-kampe har vi været gode til at slippe håndbremsen, og når modstanderne ikke har så meget respekt for os, så kan vi bedre spille frit og det gør udslaget i mange af kampene. - Min svigerfar havde lidt ondt over, at Brøndby tabte så stort til Genk, og de så tabte til mig og Sarpsborg. Selv Liverpool ser man gå ned og samle kræfter, og så presse højt igen Brøndby tabte 5-2 på udebane og 2-4 på hjemmebane, og Patrick Mortensen undrer sig over, at det kunne blive til et 9-4-nederlag samlet. Han pointerer, at selv Liverpool ikke presser hele tiden, som Zornigers filosofi dikterer, men omvendt har angriberen også respekt for Brøndbys tyske træner. - Det undrer mig, hvis jeg skal være helt ærlig, at Brøndby tabte så stort mod Genk. - Det har været pissefedt at se Zorniger komme ind, og gøre det på den måde, som han har gjort det. Vi har også prøvet at gøre det, men mange modstandere har læst det. Så vi vurderer løbende, om vi enten presser helt højt eller står helt lavt. Vi må gøre det ene eller det andet 100%, og alle skal gøre det samtidig, og mod Genk var vi alle klar på den opgave. Selv Liverpool ser man gå ned og samle kræfter, og så presse højt igen. At et lille lortehold fra Norge kan gøre det mod dem, det havde de ikke regnet med Med de to scoringer mod Genk er Mortensen ifølge ham selv noteret for seks kasser i denne europæiske sæson, og i den norske række er han Sarpsborgs topscorer med ni mål. Det glæder naturligvis den i dag 29-årige angriber, som rager 190 centimeter i luften. - Det er klart, at man selvfølgelig er sindssygt tilfreds med to mål. Gruppen er helt åben nu, så det var en vigtig sejr. Vi ligger nummer ét, hvilket er helt sygt at tænke på (Alle hold i gruppen har tre point, men Sarpsborg har bedre målscore end end Genk, Besiktas og Malmö, red.). Vi havde hungret efter en sejr, og så at få den fortjent mod Genk, hvor jeg fik lov til at score to flotte mål. Det er rigtig fedt. Og så er det pissefedt at genere et tophold. At et lille lortehold fra Norge kan gøre det mod dem, det havde de ikke regnet med, haha. Så det skal bare nydes, lyder det fra bomberen over telefonen. - Ni i ligaen og seks i Europa, så 15 mål er jeg meget tilfreds med. Men jeg vil gerne have mere, og det håber jeg også kommer, udtaler han yderligere om sin succes i denne sæson. Det er fandme vigtigt at nyde det I sidste sæson var Patrick Mortensen også topscorer for sin klub, hvor hans 12 mål var med til at sikre Sarpsborg bronze og deres første deltagelse i europæisk fodbold. Han dedikerer sin succes til Morten Bertolt, og sin egen indsats med det mentale. Samtidig kigger han mod et skifte længere sydpå end Danmark, om end han er meget tilfreds i Sarpsborg. - Nu har jeg arbejdet med Morten Bertolt, som har uddannet sig inden for det mentale, og vi har haft en plan om, at Sarpsborg ikke skal være det sidste stop på vejen inden jeg skal hjem til Danmark. Så jeg håber da, at jeg kan få drømmen opfyldt om et skifte til en ny og større liga. At blive presset endnu mere. Det er dog ikke noget, som jeg tænker på, og jeg er meget glad for at være i Sarpsborg, hvor jeg trives. - Jeg har hele næste sæson med, så jeg er transferfri i januar 2020. Klubben vil rigtig gerne forlænge, og vi snakker sammen, men ærligt, så bruger jeg ikke så meget tid på det. Jeg er blevet ældre, og transfersnak tager fokus, så jeg fokuserer ikke på noget, som jeg i sidste ende ikke kan kontrollere. Sarpsborg er en dejlig klub, og det er en stor oplevelse at være i Europa med dem. Det er fandme vigtigt at nyde det. - Jeg er ikke så god, at jeg kan vælge og vrage, men jeg kunne da godt tænke mig at prøve mig af. Jeg ved ikke om 2. Bundesliga er realistisk, eller måske en midterklub i Holland eller Belgien. Jeg har også en familie som jeg skal tænke på, så der skal være noget sikkerhed i det. Hvis jeg skal være realistisk, så ville det være overraskende, hvis Brøndby kom på banen, haha. Men alt kan ske i fodbold. God men kaotisk tid i Brøndby Mortensen kom i sin tid til Brøndby fra Fremad Amager, men Kent Nielsen vurderede ikke, at den lange angriber var værd at satse på, og derfor blev han lejet ud til Lyngby, som han senere skiftede til. Bomberen har dog stadig fine ting at sige om de blå/gule. - Brøndby var en god tid, hvor jeg blev topscorer på deres U/21-hold og fik min længe ventede debut mod Tom Køhlert. Jeg husker også tilbage på en tid med lidt kaos i klubben, hvor vi ikke fik de forventede resultater. Da Kent Nielsen kom til kiggede han andre veje, og siden kom jeg til Lyngby, hvor jeg fik debut på U/21-landsholdet. Det kunne have været sjovt at blive i Brøndby, men de ville gerne leje mig ud. Så god men kaotisk vil jeg beskrive tiden som, og i dag er jeg en anden spiller, lyder det. Håbede inderligt, at Brøndby vandt mesterskabet Samtidig ærgrer Patrick Mortensen sig over, at hans tidligere klub ikke vandt mesterskabet i sidste sæson. - Det er klart, at jeg inderligt håbede, at de vandt mesterskabet sidste sæson. Det gjorde jeg virkelig. Jeg følte inderligt med menenskerne i og omkring klubben - ikke mindst Brøndbys fans. De havde virkelig fortjent det. Lyngby følger jeg også lidt, det gør man, når man har spillet i klubberne, slutter Mortensen. I det norske spiller Patrick Mortensen i øvrigt med nummer 69. Grunden til det lidt sjove nummer kommer af, at franske Jérémy Berthod tidligere spillede i det nummer for Sarpsborg. Den franske back var meget populær, og da han stoppede i samme periode som Mortensen kom til klubben, så blev han spurgt om han ikke ville have det nummer, da han også var udlænding. Se Mortensen score to mål - det første et flot hælmål - herunder i 3-1-sejren over Genk.