
Freja Borne
Panelet: For et år siden snakkede vi ‘indefra-og-ud-strategi’
Ugens BrøndbyLyd-panel diskuterer bl.a. skift i transferstrategi og manglende kommunikation fra Brøndby IF.

Der er gang i svingdøren i Brøndby. Seks spillere er kommet ind i det nuværende transfervindue. 10 spillere har forladt klubben - enten som salg, udløb eller leje.
Giver det mening for fans, hvad det er, der sker? I ugens BrøndbyLyd-paneldebat diskuterer Aske Stentoft, Jonathan Lorenzen, Jonas Elholm og Nanna Møller Karlsen bl.a. Brøndbys transferstrategi. Elholm lægger ud.
- Inden transfervinduet rigtig startede, havde vi en diskussion om, at enten skal det være topkvalitet, eller så skal det være de her rigtig unge spillere, som vi kan køre ind over i en årrække, hvor de er købt på rå potentiale.
- Så får vi bare en håndfuld af de her spillere, som lander et eller andet sted imellem startellever og Joe Bell på bænken. Jeg tror, det handler om, at man ideelt set ikke spillede 3-5-2, men 3-4-3. At man gerne havde to bredt liggende offensive spillere tæt på en enkelt centralt, og der ville Suzuki og Yeboah og flere af de andre spillere, som vi har nu, nok passer bedre ind
Måske er det rettidig omhu
- Jeg har næsten opgivet at følge med i, hvad der er op og ned. Det kan godt være, at der er en masse potentiale i det. Det kan også være, at det er fordi, man bare handler rettidigt, som vi også har savnet - at afløserne var klar. Men det, der mest frustrerer mig i alt det her, er, at der ingen kommunikation er fra klubben. Jeg savner flere ord på, hvad det handler om, fortæller Stentoft og fortsætter.
- Jeg tror bare, det ville kunne tage meget, hvis klubben var bedre til at kommunikere omkring, hvad der sker, og hvad det er, der er planerne. Hvad er strategien for, hvordan vi skal spille og de her ting? Så jeg har næsten opgivet af at prøve at finde ud af, hvad det er, der er planen. Den der Justin Che…
Mangel på kommunikation
Vært Nanna Møller Karlsen ser også muligheder i Brøndbys kommunikation.
- Jeg er ret enig i det med kommunikationen, fordi der kan man jo forklare meget. Jeg er helt sikker på, at der ligger nogle rationaler bag det, de gør i klubben. Man kan også se, at der er tænkt over det, når Brøndby går ud omkring Yuito Suzuki-handlen så eksplicit og forklarer scouting-forløbet med ham.
- Fordi de også godt kan fornemme, at folk er begyndt at tænke, hvad er det, der foregår? For et år siden snakkede vi indefra-og-ud, og nu henter vi spillere fra hele verden. Der synes jeg jo, at det er fint, at man går ud og forklarer det. Det er jo sådan noget, der skal til.
Skakmat
Panelet diskuterer, om Brøndby har sat sig selv skakmat ved at love spillere på en højere hylde, men ikke kan tiltrække dem. Møller Karlsen:
- Det er ikke nødvendigvis den nemmeste øvelse, CV og co. er ude i her. Men så sig det! Forklar det! Forklar os, hvorfor det er svært. Forklar os eventuelt, hvis der er noget, der ikke lykkes. Jeg tror også åben kommunikation omkring de her ting, også Justin Che til ADO Den Haag, jo mere jo bedre.
Elholm mener, at klubben i mange år har kunnet tage nogle gevaldige skridt på forbedret kommunikation, og hvordan den snakker til verden ude omkring, så fans forstår, hvad der foregår.
- Det er også derfor, vi snakker så meget om strategi, så meget om Masterclass og så meget om, hvad vi vil. Hvor kommer vores motivation fra i forhold til, hvordan vi skal gøre tingene? Det virker, som om man enten er dårlig til at sige det, eller også har man sat sig mellem to stole og ikke rigtig helt kan forsvare det. Andet end, at vi tager det, som det kommer. Det føles nogle gange lidt som om, at Brøndby er en båd på åbent hav, der bare driver lidt rundt.
Inspiration fra Masterclass
Hvis man omkring superligaholdet har uld i mund, er det anderledes i Masterclass, påpeger Stentoft.
- Når Menno bliver spurgt om, hvordan vi spiller, kommer sådan der! Han forklarer kort, præcist og uden tøven, hvordan der skal spilles.
- Det er selvfølgelig også nogle andre ting, de arbejder med i Masterclass. Men det her med, at nogle bare kan sidde og forklare og fortælle; det er sådan her, vi arbejder. Det er den her måde, vi skal frem. Det giver en ro, at man, i hvert fald i Masterclass, er meget, meget afklaret. Så må man håbe, at de også er det længere oppe.
Panelet er ved godt, at det ikke er alting, klubben og CV kan sige, men for dem er kommunikationen et sted, hvor klubben kan rykke sig rigtig langt og få rigtig mange gratis points. Og rigtig meget forståelse.