
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Panelet: En lille tyggegummi-gnaskende østriger
Hvad er det, der gør Patrick Pentz så god for Brøndby for tiden? Ugens panel diskuterer den ombejlede østrigske målmand med den \'vilde aura\'.

- Der var én mand, der gjorde mig rolig i anden halvleg. En lille, tyggegummi-gnaskende østriger. Han syner ikke af meget, men det er han.
Nanna Møller Karlsen siger det. Brøndby IFs udlejede målmand, Patrick Pentz, gør det godt. Så godt at flere europæiske klubber efter sigende overvejer at købe ham fri af kontrakten med Bayer Leverkusen til sommer.
I søndagens topopgør på Brøndby Stadion var Pentz igen blandt Brøndbys bedste, i en kamp hvor de blå/gule var presset i anden halvleg. Denne uges BrøndbyLyd-panel, bestående af Peter Froulund, Adam Mossin, Lasse Kossek og vært Nanna Møller Karlsen, giver den 27-årige keeper lidt ord med på vejen. Mossin lægger ud.
- Der var så mange gange, hvor jeg stod med knyttet næver efter en dødboldsituation, fordi Pentz havde været oppe og reddet kastanjerne ud af ilden. Han er enormt god til at springe og komme ud i forhold til hans højde. Det var en mand, jeg var rigtig, rigtig glad for i går aftes (søndag, red).
- Det er jo svært at se, hvordan han virker i et omklædningsrum, men det må være helt vildt smittende. Hvis vi fans kan se det, så er det helt sikkert, at forsvarskæden og truppen kan se det. Han har en helt vild aura, både i det spilmæssige, men også den måde, han går ud og snakker med pressen osv.
Timing is everything
Den østrigske landsholdsmålmand har udviklet sig positivt gennem Brøndby-tiden, ifølge Møller Karlsen.
- Det handler om to ting. Det handler selvfølgelig om mod til at træffe den beslutning, at nu forlader jeg min lille, trygge streg herinde og går ud i feltet, hvor der er lidt mere på spil. Så handler det om timing. Timing is everything. Og den har han bare.
- Det er vildt, hvor meget Patrick Pentz udgiver alt den ro der. Jeg synes virkelig, han har lagt på. Det var ikke noget, man lagde mærke til så meget i starten, men nu er han rimelig afklaret med, at dem går han ud og piller.
- Han virker bare så kølig og så upåvirket af alt omkring ham (...) Det er sådan, han slår mig; som et mentality-monster på en eller anden måde, som bare er pisse dygtig.
Nul skovture
Ugens panel er ikke uenige, når det kommer til Pentz. Froulund bakker de to andre op.
- Du kan se det, når indlæggene bliver slået. Han tager et par skridt, og så kommer han blæsende. Han er rigtig god til at vurdere, om han kan holde den, hvilket han faktisk gør en del gange, eller om han skal slå til den. Indlæg, der er lidt undervejs, timer han helt fantastisk, og er en rigtig, rigtig vigtig spiller, utrolig nok, i de her situationer.
- Jeg synes tit, at målmænd, hvis de har problemer med at komme ud, så kommer de på nogle skovture. De træffer nogle beslutninger, hvor man tænker, hvorfor gjorde du det der? Det gør Pentz ikke. Han kommer kun ud, når han SKAL ud, og så rammer han jo hver gang.
- Det må bare give selvtillid til de andre rundt omkring, fordi én ting er, at han ikke er to meter og ti, hvor han bare kan gå ud og hente boldene. Han skal gøre noget ekstra for at gøre det. Men det må være ret fedt at vide, at hvis han går ud, så tager han den.
Er du enig i Pentz’ udvikling og indflydelse på holdet? Deltag i diskussionen i kommentarfeltet nedenfor.