
Original Site
Palmå: Påbud og restriktioner holder os i et livtag
Brøndby IF har offentliggjort kvartalsregnskab i dag og der er fortsat dystre udsigter på grund af corona-krisen. De fortsatte påbud og restriktioner holder klubben i et livtag, lyder det fra administrerende direktør Ole Palmå.

Brøndby IF har torsdag fremlagt kvartalsregnskab og forventningerne er blevet opjusteret en smule til året. Fra et forventet minus på -25 mio. til -40 mio. forventer man nu at lande på et minus mellem -25 mio. og -35 mio.
Der er fortsat ikke tilladt mere end 500 mennesker alt i alt på Brøndby Stadion og restriktionerne holder klubberne i et livtag, fortæller Brøndbys administrerende direktør Ole Palmå til klubbens hjemmeside.
- Regeringens fortsatte påbud og restriktioner vedrørende COVID-19 fastholder os i et solidt livtag, hvilket presser os økonomisk, men vi har fastholdt vores strategi igennem hele forløbet. I dag har vi præciseret vores forventninger til året, og det er blandt andet et udtryk for, at vi er lykkedes med at sikre indtægter og nye vækstmuligheder i en tid, hvor vi spiller for stort set tomme tribuner. Derudover er vi lykkedes med at tiltrække nye partnere og fastholdt mange eksisterende, og denne ekstraordinære flotte opbakning fra partnere i en tid med meget usikkerhed, er en vigtig opbakning i en svær tid. Klubbens fans har ligeledes vist deres opbakning ad flere omgange, og de har sat en tyk streg under, at de udgør Danmarks største og bedste fællesskab, men det ændrer desværre ikke ved at vores kerneforretning er presset. Med en presset kerneforretning har vi løbende set på, hvordan vi kan optimere vores forretning, og konkret betød det, at vi i september måtte tilpasse vores personaleomkostninger og sagde i den forbindelse farvel til en række dygtige kollegaer.
- Vi knokler på for at sikre indtægter, men udmeldingerne fra regeringen i disse uger bringer ikke meget optimisme med sig, og dansk fodbold vil på nuværende tidspunkt allerede være påvirket i de kommende år af de økonomiske følgevirkninger, som de nuværende restriktioner bringer med sig. Vi er dog optimistiske og har håb for fremtiden, og vi klubber arbejder for, at vi tidligt i det nye år igen kan få muligheden for at lukke fans og partnere ind på tribunerne. Vi har allerede vist, at vi ganske forsvarligt kan afvikle kampe med tilskuere under de Corona-protokoller der er udviklet. Vi oplever en utrolig opbakning fra fans og partnere, og vi glæder os alle til, at vi kan åbne Brøndby Stadion op igen.
Du kan læse hele Brøndby IFs kvartalsmeddelelse for tredje kvartal her.