3POINT
Ole Palmå

Teis Markfoged

Nyheder2. sep. 2024

Palmå om banner: Fuldstændig uacceptabelt

Banner og t-shirts med ordene \"Spark og slå på FCK\" har fået Brøndby IF til at tage skarp afstand fra vold og opfordring til samme, ligesom klubben indfører nye tiltag og forventer at give flere karantæner på baggrund af søndagens derby.

3point person
Anders Villaume Vestergaard2. sep. 2024

"Spark og slå på FCK"

Det var ordlyden på et banner, som hang strukket ud foran Brøndbys udebaneafsnit i Parken til søndagens derby mod FC København, ligesom også en gruppe fans bar en t-shirt med samme sætning under hele kampen.

Banneret og t-hirtsene skabte før, under og efter kampen en del debat på de sociale medier hos både fans af Brøndby og andre klubber.

Det har mandag fået Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, til at reagere med et skriv på klubbens egen hjemmeside.

– Det, vi så i går med banner, t-shirts og episoder efter kampen, er først og fremmest fuldstændig uacceptabelt og på ingen måde i overensstemmelse med Brøndby IF's værdier. Vi tager på det kraftigste afstand for enhver form for vold eller opfordring til samme, og det er vigtigt for os at understrege, at det ikke har nogen plads i vores klub, siger Palmå til Brondby.com.

Episoden har fået Brøndby IF til at indføre en række af nye tiltag for at undgå, at en lignende episode vil finde sted i fremtiden. Når en tifo skal vises på Brøndby Stadion, skal den igennem en godkendelsesproces, og det kommer fremover også til at gælde på udebane, ligesom de førnævnte t-shirts med samme eller lignende budskaber ikke er tilladt til Brøndbys fremadrettede kampe. 

Ifølge Palmå har gruppen af fans brudt Brøndbys tillid, da episoden er imod klubbens ordensreglement, som siger, at genstande eller effekter såsom tøj, bannere eller lignende, hvorpå der er påtrykt, skrevet eller på anden måde synligt gives udtryk for racistiske, politiske, kriminelle eller anden form for utryghedsskabende budskaber ikke er tilladt.

Ole Palmå er dog glad for, at størstedelen af fansene til gårsdagens derby opførte sig ordenligt med en forbilldeligt støtte til holdet på banen, og klubben er ærgerlige over, at disse fans skal stå på mål for en anden gruppes opførsel. 

På baggrund af gårsdagens derby forventer Brøndby IF at uddele et tocifret antal længerevarende karantæner. 

 

 

 

 

Mest kommenterede nyheder