
Monique Naja Matz
Oscar Schwartaus fremtid i Brøndby: En balancegang mellem spilletid og langsigtede muligheder
Oscar Schwartau og Brøndby IF står ved en skillevej, hvor begge parter overvejer fremtiden efter sommeren 2025. Schwartau ønsker mere spilletid, mens Brøndby ikke kan love ham det på kort sigt på grund af stærk konkurrence. Forlængelse af kontrakten afhænger af gensidig forståelse af langsigtede mål og udvikling.

Oscar Schwartau står ved en skillevej, og det samme gør Brøndby IF. Begge parter ser hinanden i øjnene for at afgøre, om deres fremtid er sammen eller hver for sig efter sommeren 2025, hvor den unge angribers kontrakt udløber.
Eksemplet Kvistgaarden og (u)tålmodigheden efter spilletid
I sommeren 2022 underskrev Schwartau en 3-årig kontrakt, den maksimale længde, som udløber efter indeværende sæson. Som blot 16-årig fik han næsten 800 minutters spilletid i 2022/23 sæsonen.
I 2023/24 sæsonen blev minutterne halveret til 414 for den nu 17-årige Schwartau.
Til sammenligning fik Mathias Kvistgaarden 22 minutter på banen i 2019/20 som 18-årig og yderligere 4 minutter i den følgende sæson. Først i foråret 2022, som 20-årig, fik han 820 minutters spilletid.
Siden da har Kvistgaarden fået omkring 1600 minutters spilletid i hver af de efterfølgende sæsoner.
Oscar Schwartaus udtalelser
I et nyligt interview med Tipsbladet kommenterede Oscar Schwartau på sin fremtid og mulige kontraktforhandlinger med Brøndby:
- Vi har lidt snakke frem og tilbage, men det er ikke det helt store endnu. Vi tager en dag ad gangen, og så må vi se, hvad der sker.
Hans udtalelser tyder på, at eventuelle kontraktforhandlinger kun er indledende sonderinger. Endnu mere interessant er hans tvivl om, hvorvidt han fortsat vil spille for Brøndby:
- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke nået så langt endnu og har ikke tænkt det ordentligt igennem. Jeg vil selvfølgelig gerne have spilletid og vise mig frem, men jeg er stadig rigtig glad for at være i Brøndby.
Spilletid er afgørende for Schwartau, og det virker ikke som om, han vil underskrive en ny kontrakt uden udsigt til mere spilletid.
Realistiske forventninger
I sæsonen 2022/23 var Brøndbys trup svagere, hvilket gav Schwartau flere spillemuligheder. I 2023/24 var konkurrencen hårdere med profiler som Vallys, Kvistgaarden, Suzuki, og Filip Bundgaard. Selvom Omoijuanfo havde en udfordrende sæson, var vejen til spilletid længere for Schwartau.
Brøndby og Schwartau står over for forskellige udfordringer:
- Brøndby vil gerne forlænge med en ung angriber fra Masterclass, men kan ikke love spilletid
- Schwartau ønsker mere spilletid, og tøver derfor med at forlænge kontrakten
Tålmodighed nu, belønning senere
Brøndby skal overveje, om det giver mening at satse på en spiller, der måske ikke vil blive i klubben. På kort sigt har Brøndby stærkere spillere til de offensive positioner, hvilket gør spilletid for Schwartau vanskelig.
Forlængelse af kontrakten kunne være fordelagtig for begge parter. Schwartau skal dog acceptere, at spilletiden i 2024/25 måske kun vil være indhop, men med potentiale for mere i fremtiden.
Schwartau skal se det lange perspektiv. Brøndby vil ikke kunne beholde alle offensive profiler, og mulighederne for spilletid vil opstå. Suzuki er populær, og rygter om Kvistgaarden og Omoijuanfos kontraktudløb i 2025 kan åbne muligheder for Schwartau.
Udfordringen nu er, at Schwartaus kontrakt udløber om et år. Hvis han ikke vil forlænge, har Brøndby intet incitament til at give ham spilletid. Men uden udsigt til spilletid, vil Schwartau heller ikke forlænge.
Forventningen er, at fans af Brøndby får en afklaring på angriberens fremtid inden nytår.