Ørnskov vil gerne se Kahlenberg løfte pokalen
Martin Ørnskov gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater i torsdags, men om to dage håber han på det bedste for dem. Han vil gerne se Thomas Kahlenberg

Martin Ørnskov gjorde det onde ved sine tidligere holdkammerater i torsdags, men om to dage håber han på det bedste for dem. Han vil gerne se Thomas Kahlenberg løfte pokalen. Martin Ørnskov nåede over 100 kampe i Brøndby-trøjen, inden turen for knap et år siden gik lidt længere nordpå til Lyngby, hvor han og holdkammeraterne i den kommende weekend kan sikre sig imponerende bronze-medaljer. I torsdags var han med til at vinde 2-0 over sine tidligere holdkammerater på Brøndby Stadion - og scorede endda. Ørnskov havde dog håbet, at hans gode ven Thomas Kahlenberg var kommet på banen, men det skete først i Haderslev søndag. - Jeg håbede han kom på banen, så hans comeback-kamp oven i købet kunne blive mod mig. Og hvis jeg også lige have kunnet lave en tunnel på ham, så kunne det ikke have været bedre, sagde Ørnskov med et grin efter kampen mellem Brøndby og Lyngby. - Kalle og jeg har haft en noget internt kørende med tunneller frem og tilbage. Jeg tror faktisk jeg fører den, men vi er meget lige. På torsdag skal Brøndby igen i kamp. Mod FC København i finalen i DBU Pokalen. Her ønsker Ørnskov sine holdkammerater alt det bedste og vil gerne se Thomas Kahlenberg løfte pokalen, når dommeren fløjter af. - Jeg var herude i tre år og selvom der er blevet gjort meget ud af at jeg måske havde en lidt hård periode, så havde jeg det rigtig godt og var glad for at være i Brøndby. Det kommer hurtigt ind under huden på én herude, så der er ingen tvivl om at jeg skal sidde og følge med og håbe på det allerbedste. - Der skal ikke herske tvivl om, at jeg hellere selv havde spillet den, men derfor kan man godt sidde og holde med de gamle kammerater. - Jeg har det rigtig godt med spillerne og der er ikke noget jeg hellere vil, end at se min rigtig gode kammerat Thomas Kahlenberg få lov at løfte pokalen. Om Ørnskovs ønske går i opfyldelse, får vi opklaret på torsdag.