Ørnskov: Har været glad for min tid i Brøndby
Martin Ørnskov har takket af i Brøndby, hvor han havde tre gode år. Han ved endnu ikke hvad fremtiden bringer. Brøndby sagde i søndags farvel til seks spillere.

Martin Ørnskov har takket af i Brøndby, hvor han havde tre gode år. Han ved endnu ikke hvad fremtiden bringer. Brøndby sagde i søndags farvel til seks spillere. En af dem var Martin Ørnskov, som takker af ved kontraktudløb efter tre år i klubben. Midtbanespilleren nåede mod Hobro at runde 100 kampe i den gule trøje og det var en fin måde at runde opholdet på Vestegnen af på. - Det betyder meget at runde 100 kampe. Det var lidt sjovt, for jeg vidste det faktisk ikke selv, inden jeg blev gjort opmærksom på det. Jeg havde ikke tænkt over det. Derefter gik jeg og håbede, at jeg kunne nå at få de 100 kampe og det fik jeg gudskelov. Det er jeg glad for. Det er dejligt at have nået det på tre år, siger han til 3point.dk. Ørnskov, der blev hentet til klubben fra norsk fodbold under Thomas Frank, glæder sig over sin tid i Brøndby og var glad for at han fik sagt fint farvel til Sydsiden søndag. - Jeg har været glad for min tid i Brøndby. I den første sæson ville jeg selvfølgelig gerne have været foruden at spille en hel sæson skadet, men jeg har været sammen med nogle super seje spillere og fede personligheder både på og uden for banen. Jeg har lært mange gode mennesker at kende. - Det var også rigtig dejligt lige at få klappet ned til fansene og få sagt farvel til dem. [caption id="attachment_15796" align="alignnone" width="736"] Ørnskov siger farvel til fansene på Brøndby Stadion[/caption]
Kunne godt have fundet en klub
Det er endnu uvist hvad fremtiden byder på for Martin Ørnskov. Han vil gerne træffe det helt rigtige valg og har derfor ikke hastet noget igennem, fortæller han. - Det må tiden vise. Jeg har holdt det lidt hen, fordi jeg gerne vil være sikker på at tage den rigtige beslutning. Jeg kunne godt have skrevet med forskellige klubber, hvis jeg gerne ville det allerede nu. Men da jeg ikke er 20, men er fyldt 30, er jeg nødt til at være sikker på, at mit valg er det rigtige. - Det er ikke nødvendigvis fordi jeg gerne vil slutte karrieren det næste sted jeg skriver, men hvis jeg havde været 20, var der masser af tid at arbejde med. Hvis man tager min situation er der mange ting, der skal overvejes. - Jeg har ikke nogen deadline på hvornår jeg træffer min beslutning. Men det er klart, at det er federe at kende sin fremtid end at rende rundt i uvished. Men jeg skal lige have snakket med min agent og tage en beslutning sammen med min kæreste, men bottom line handler det også om min mavefornemmelse. Martin Ørnskov nåede 100 kampe og tre mål for Brøndby.