Optimistisk Mensah: Vi er rykket meget tættere sammen
Kevin Mensah er optimistisk efter Brøndbys pre-season. Spillerne er rykket tættere sammen, fortæller han. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport I morgen går det lø

Kevin Mensah er optimistisk efter Brøndbys pre-season. Spillerne er rykket tættere sammen, fortæller han. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport I morgen går det løs igen. Superligaen vender tilbage og Brøndby lægger ud med en kamp i Odense. Brøndby sluttede pre-season med at tabe 3-1 til SønderjyskE, men det tegner ikke hele billedet af en opstart, som overordnet set har været rigtig god, mener viceanfører Kevin Mensah. - Det er vigtigt at vi ser kampen mod SønderjyskE som et eksempel på hvad der sker, hvis vi ikke er der hundrede procent for hinanden hele tiden, siger han til 3point.dk og fortsætter: - I opstarten har vi været der for hinanden. Jeg vil ikke sige, at vi har overrasket os selv, men vi er rykket meget tættere sammen. Det synes jeg er vigtigere at kigge på end resultatet i en kamp, som kommer efter en hård opstart og tilbage i Danmark efter en lang rejsedag. Men vi kan bruge det til at se hinanden i øjnene og sige, at det er det der sker, hvis vi ikke er der for hinanden. - Vi skal ikke se på SønderjyskE-kampen og sige, at det hele bare er lort. Jeg er glad og stolt over, hvor langt vi er kommet, og det skal man også gerne kunne se på søndag mod OB, som er et godt hold. Det bliver en test for denne nye og unge trup. Den træningskamp skal ikke overskygge det blik, vi har på os selv. Vi glæder os og tror på, at vi kan gøre ondt på dem.
Alle har budt sig til
Anthony Jung er blevet rykket ned i tre-back-kæden og derfor er der lagt op til at Kevin Mensah skal spille venstre wingback. - Jeg spiller venstre wingback og det har jeg det fint med. Det er der, jeg har trænet i hele opstarten og spillet alle mine minutter i opstarten. Så det er sådan, det ser ud lige nu. Efter en træningskamp som den mod SønderjyskE, er der ingen, der kan vide sig sikre, så nu må vi se, hvordan trænerne blander kortene. - Gammelby, Anis, Frendrup og Lasse... Alle har budt sig til og det er saådan, det skal være. Vi skal skabe en ny stamme og bibeholde den konkurrence, der skal være, for at vi kan spille med i toppen. Det starter med at man kigger på sig selv og præsterer og så er der en bagved, som presser en. Brøndby starter som bekendt med to udekampe, men spillerne glæder sig enormt meget til også at komme ind og spille på Brøndby Stadion igen, lægger Mensah ikke skjul på. - Vi sluttede træningslejren af med at se en video, hvor man ser, hvordan vi har lavet opstarten og den sluttede med at man kunne høre fansene synge og se et fyldt Brøndby Stadion. Der begyndte man på mærkeligste vis, efter en træningslejr, hvor man var træt, at mærke sit hjerte begynde at hoppe et par ekstra gange. Så det glæder vi os til, men vi har lige to udekampe først, som er vigtige, slutter han. Søndagens kamp mellem OB og Brøndby fløjtes i gang klokken 18.00.