Optakt: Vigtige point på spil i Herning
Søndag skal Brøndby en tur til Herning og møde FC Midtjylland. Der er vigtige point på spil, når de to hold tørner sammen i toppen af Superligaen. FOTO: Mikkel

Søndag skal Brøndby en tur til Herning og møde FC Midtjylland. Der er vigtige point på spil, når de to hold tørner sammen i toppen af Superligaen. FOTO: Mikkel Johansen Sæsonens sidste landskampspause er overstået og Superliga-bolden ruller igen. Søndag betyder det en kamp mellem FC Midtjylland og Brøndby i Herning, hvor der er vigtige point på spil. Brøndby går ind til kampen med et enkelt point mere end modstanderen og med den tætte top i Superligaen, må der siges at være særdeles vigtige point på spil i Herning.
Gæsterne i bedst form
Brøndby kommer til FC Midtjylland i bedst form. Det er ingen hemmelighed, at Jess Thorups tropper har haft svært ved at få tingene til at fungere i foråret og det bør Brøndby kunne lukrere på. Særligt når man også har in mente, at Brøndby statistisk har haft overtaget mod søndagens modstander. De seneste fem kampe holdene imellem er endt med to Brøndby-sejre, to uafgjorte og en enkelt FC Midtjylland-sejr. Men en sejr på Heden vil kræve, at Brøndby får mere gang i offensiven, end det hidtil har været tilfældet i forårssæsonen. Det er blot blevet til tre mål i fire kampe, mens defensiven til gengæld har været stabil i alle kampene ud over nederlaget i SønderjyskE.
Nøglespillere tilbage
Auri Skarbalius kan glæde sig over, at han har nogle nøglespillere tilbage at råde over. I landskampspausen spillede både Thomas Kahlenberg, Martin Albrechtsen og Rodolph Austin reserveholdskamp. Siden har alle tre trænet fuldt med og må alle vurderes, at kunne gå ind i startopstillingen søndag. Spørgsmålet er så hvordan cheftræneren sætter holdet, for Jesper Juelsgård har også leveret stærke præstationer i det centrale forsvar. Men det bliver sandsynligvis Daniel Agger og Martin Albrechtsen, der kommer til at danne midtstopperduo, hvis begge er klar. De har været det foretrukne par hidtil i sæsonen og det vil da også være et plus for Brøndby at spille med to 'rene' midtstoppere, som kender hinanden godt, når de skal dæmme op for Kadlec, Sisto og Pusic. Albrechtsen fik også vist klassen i reserveholdskampen mod OB i midtugen, hvor han steg til vejrs efter et hjørnespark og pandede bolden i mål. Det bliver også en vigtig faktor mod FC Midtjylland, hvor de defensive standarder må være et nøglepunkt for Brøndby. FCM er evigt farlige på disse, så det vil være en fordel at have både Agger og Albrechtsen til at heade væk.
Ikke plads til alle
Ved fredagens træning var alle spillere med på græs. Men det betyder også, at der selvfølgelig ikke er plads til alle i startformationen søndag. Hvis staben vurderer at Thomas Kahlenberg er klar til at starte, må han formodes at gøre det. Han kan bidrage med kreativitet og være chanceskabende - noget Brøndby har kæmpet med de seneste kampe. Det kan enten ske på bekostning af en angriber, som dermed giver plads til en ekstra midtbanespiller, eller ved at Auri sætter Lebogang Phiri eller Rodolph Austin på bænken. Førstnævnte har været Brøndbys bedste de sidste kampe, så han ligner en sikker starter, mens der er mere tvivl om hvor Austin står. Alternativt kan Teemu Pukki rykkes ud på kanten - på bekostning af enten David Boysen eller Magnus Eriksson - hvilket giver mulighed for at spille med tre centrale midtbanespillere. På backerne bliver der genvalg til Riza Durmisi og Johan Larsson. Ingen af dem har sprudlet i foråret, men Durmisi viste fine takter med landsholdet, så Brøndby må håbe, at han kan tage det med tilbage til når han trækker den gule trøje over hovedet. Johan Elmander ligner ligeledes fortsat Auris foretrukne angriber, mens Kamil Wilczek igen må starte på bænken.
Tvivl om Rønnow
Men den største tvivl i Brøndby-truppen må være om Frederik Rønnow er klar til at tage handskerne på eller ej. Han har været meldt tvivlsom, siden han først på ugen måtte tage hjem fra sin første samling med A-landsholdet. Han bliver løbende testet i klubben. Fredag så han ud til at træne med på lige fod med de andre, men det betyder ikke nødvendigvis, at han er klar til at starte mod FC Midtjylland. Bliver han ikke klar, vil det være erfarne Mads Toppel, der skal vogte buret. Det vil i så fald være hans Superliga-debut for Brøndby. Han har hidtil kun spillet kampe i pokalturneringen. Uanset hvordan Auri Skarbalius vælger at sætte sit hold, er der ingen tvivl om, at der er særdeles vigtige point på spil i Herning søndag aften. Kampen spilles klokken 18.00 og vises på TV3 Sport 1.