3POINT
Nyheder20. aug. 2016

Optakt: Tæt kamp i vente

Brøndby møder de gamle arvefjender fra Smilets By, hvor en sejr er påkrævet for at bringe holdet tilbage på sporet. Der vil dog ske ændringer i startopstillinge

3point person
3point.dk20. aug. 2016

Brøndby møder de gamle arvefjender fra Smilets By, hvor en sejr er påkrævet for at bringe holdet tilbage på sporet. Der vil dog ske ændringer i startopstillingen, da Europa League-kampen i Athen trak hårde veksler på Brøndbys forsvarsspillere. For Brøndbys spillere blev den forgangne uge en tur i rutchebanen. Først en overbevisende indsats mod SønderjyskE, der blev ud- og nedspillet på Brøndby Stadion. Dernæst en mareridtskamp i Athen, hvor det blev til et stort nederlag, især på grund af nogle diskutable dommerkendelser, som fik afgørende betydning for kampens udfald. Kampen mod SønderjyskE var særdeles opløftende, hvor presset var lagt hårdt og effektivt. Men mest glædeligt var det hurtige pasningsspil med mange førstegangsberøringer, som fik spillet til at flyde let op gennem modstandernes kæder. Det var det bedste spil Brøndby havde vist på hjemmebane i adskillige år. Eneste malurt i bægeret var tilskuertallet. Alle har hungret efter succes og da Brøndby endelig er ved at vise sig fra sin bedste side, så er antallet af tilskuere skuffende lavt. Også i den kamp var Brøndbys angribere brandvarme med to må til Teemu Pukki og et enkelt til Kamil Wilczek. De er for tiden rækkens absolut farligste angrebsduo. Kampen i Athen blev både en anelse opløftende og i løbet af kampen skuffende. Før udvisningerne blev uddelt, viste Brøndby hvor langt holdet har rykket sig i forhold til sidste års playoff i Europa League. Men som kampen udviklede sig, kan holdet alligevel rejse hjem med oprejst pande. Det faldt på ingen måde sammen trods modgangen, men kampen trak store veksler på især forsvarsspillerne, hvilket kan få indflydelse på startopstillingen i kampen mod søndagens modstander fra AGF. Problem på venstre back Der blev trukket hårde veksler på Brøndbys forsvarsspillere i Europa League-kampen torsdag aften, bortset fra Svenn Crone, der blev udvist i første halvleg. Det skete efter to gule kort, som begge var unødvendige. Crone har gjort det godt og meget energisk på venstre back, men det kan ses, at det ikke er hans naturlige placering. Desværre har Jesper Juelsgård ikke kunne leve op til forventningerne, som mange havde til ham, da han blev købt som den fremtidige afløser for Riza Durmisi. Juelsgård mangler fortsat at steppe op og vise det niveau, som han havde i FC Midtjylland. Svenn Crone får genvalg, da Jesper Juelsgård på ingen måde greb chancen i Athen. Desuden må der forventes genvalg til Johan Larsson, som er vokset både som spiller men også som anfører. I midterforsvaret vil Hjörtur Hermannsson erstatte Martin Albrechtsen. Hermannsson spillede sin bedste kamp mod SønderjyskE og det er tydeligt, at han har fået banket rusten af efter EM. Benedikt Röcker så slidt ud til sidst i kampen mod Panatinaikos. Röcker er på rekordtid blevet en nøglespiller for Brøndby og det må forventes, at han får lov til for første gang at stå over for en god gammel kending, Morten Duncan Rasmussen, der er klar igen efter en skadespause. Løbestærk midtbane er klar Zornigers koncept er bygget op omkring løbestærke midtbanespillere. Dem er der en del af truppen og til kampen vil der givet blive ændret i formationen. Christian Nørgaard døjer med en ankelskade og kunne blive afløst af Rudy Austin. Hany Mukhtar blev taget ud tidligt i torsdagens kamp og er klar til at glide ind i startopstillingen igen. Han spillede fremragende mod SønderjyskE og kom frem til et par afslutninger. I Athen var hans indsats ikke overbevisende og han blev taget ud tidligt i kampen. Han er således klar til kampen mod de gamle arvefjender fra Århus. De to sidste pladser på midtbanen kommer til at blive fordelt mellem Frederik Holst, Lebogang Phiri og Andrew Hjulsager. Zorniger har ikke vist sig bange for at rokere, så der vil givet blive en plads til Frederik Holst, der har stået over i de sidste to kampe. Restitutionen må afgøre, hvorvidt det bliver Hjulsager eller Mr. Phiri, som tager den sidste plads. Christian 'Greko' Jakobsen er formentlig ikke i spil til en plads på midtbanen i denne kamp. Alle, som har set Brøndbys kampe under Zorniger, er klar over hvordan han ønsker kampen skal forløbe. Det mest interessante er faktisk om AGF evner at finde modtræk til presset. Umiddelbart har de ikke så boldsikre forsvars- og midtbanespillere at de vil kunne spille sig ud af presset. Derfor må det forventes, at de spiller lange bolde op mod Duncan og satser på at skabe spillet ud fra andenboldene. Derfor kan det blive en rodet og hektisk kamp, som det blev i anden halvleg mod FC Midtjylland. Friske og varme angribere Hverken Teemu Pukki eller Kamil Wilczek spillede fuld tid i Athen og er derfor begge klar til kamp. De er i så god form for tiden, at de ikke kan undværes, da reserverne alle er i opbygningsfasen og ved at blive indspillet i det nye spilkoncept. Heldigvis er begge i topform, hvilket har resulteret i en landsholdsudtagelse til Wilczek efter den polske landsholdsassistenttræner overværede kampen mod SønderjyskE. Der er lagt op til et tæt opgør i Århus, hvor der kommer mange mennesker på tribunerne. Brøndby forventes at stille op i følgende opstilling. Frederik Rønnow Johan Larsson - Hjörtur Hermannsson - Benedikt Röcker - Svenn Crone Rudy Austin Lebogang Phiri - Frederik Holst Hany Mukthar Teemu Pukki - Kamil Wilczek Kampen spilles søndag den 21. august 2016 kl. 1600 på Ceres Park. Den vises på Canal 9.

Mest kommenterede nyheder