3POINT
Nyheder2. dec. 2017

Optakt: SønderjyskE - Brøndby IF

Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod SønderjyskE med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag eftermiddag spiller Brøndby IF årets næstsidste kamp,

3point person
3point.dk2. dec. 2017

Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod SønderjyskE med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag eftermiddag spiller Brøndby IF årets næstsidste kamp, når det gælder SønderjyskE på udebane. Det er sidste udekamp i år 2017. På kampdagen den 3. december kan Brøndby IF i øvrigt fejre sin 53 års fødselsdag. Greko-hattrick i seneste kamp i Haderslev Sidst SønderjyskE og Brøndby IF mødtes i Haderslev, endte det med en 3-0-sejr til hjemmeholdet. Her skal det dog med i ligningen, at Brøndby på daværende tidspunkt havde fuld fokus på pokalfinalen og derfor primært stillede med reserver. Det var også i denne kamp, 16-årige Magnus Warming debuterede for de blågule. Og i samme kamp scorede Christian 'Greko' Jakobsen hattrick mod sin tidligere arbejdsgiver. Det bliver nok anderledes tæt, når de to hold tørner sammen på søndag. Det er nemlig også to hold i form. Brøndby har vundet de seneste otte Superliga-kampe, mens SønderjyskE efter en lang periode uden sejre, for alvor er kommet tilbage på sporet. Det er blevet til 3-0 over OB, 3-0 over FC København og senest 2-0 over Randers. Men det er Brøndby, der har overhånden i indeværende sæson. Én af sejrene i Brøndbys lange stime, kom nemlig mod netop SønderjyskE. Tidligere på sæsonen endte det 4-0 på Brøndby Stadion. Som tidligere nævnt er Christian 'Greko' Jakobsen at finde i truppen hos SønderjyskE, men han er ikke den eneste med Brøndby-fortid. Der bliver også gensyn med tidligere assistenttræner under Thomas Frank, Claus Nørgaard, som nu er cheftræner i SønderjyskE. Niki Zimling er vendt hjem til Danmark og her var Haderslev destinationen, hvorfor det også bliver til gensyn med ham. Klar til at tage kampene Haderslev er et vanskeligt sted at spille for de fleste mandskaber, herunder også for Brøndby. Samtidig er vi nået til en tid på året, hvor græsbanerne ikke nødvendigvis står snorlige rundt omkring på de danske stadions. Brøndby-spillerne er fokuserede på egen indsats - som det altid er indstillingen - men Paulus Arajuuri forklarer, at de blågule også er klar til at krige i det sønderjyske. - Det bliver en virkelig hård kamp, og SønderjyskE har vist god form på det seneste, men det samme har vi. Vi har meget selvtillid i øjeblikket, men det bliver en svær udfordring på søndag mod et fysisk stærkt hold. Vi vil dog gerne fokusere på vores eget spil, men vi er klar til kamp, hvis det er det, der skal til, siger den finske jernmand til brondby.com. For udtalelser fra SønderjyskE-spillere- og træner, følg da med på 3point.dk i løbet af dagen. Vi har talt med flere aktører hos Brøndbys modstander. SønderjyskE har nøglespillere klar Mens Brøndby har kunne hvile stængerne siden søndagens 3-1-sejr mod Silkeborg, har SønderjyskE været i kamp i midtugen. Det gjaldt Jammerbugt i pokalen og her spillede Superliga-mandskabet sig videre. Kampen blev spillet tirsdag, så sønderjyderne har altså haft et par dage mindre at restituere i. Til gengæld kan Claus Nørgaard glæde sig over, at flere nøglespillere er blevet deres skader og karantæner kvit til kampen mod Brøndby. Ifølge jv.dk er både anfører Marc Pedersen og det offensive es Troels Kløve blevet klar til kamp. Niki Zimling er tilbage efter at have afsonet karantæne. I seneste kamp mod Randers spillede SønderjyskE med Jeppe Simonsen på venstre back. En plads han har spillet før, men ikke forfærdeligt meget. Ifølge jv.dk skal han spille den igen mod Brøndby, da rutinerede Simon Poulsen fortsat er skadet, så det kan være en mulighed for Brøndby, at forsøge at udfordre ham og bringe ham i undertal på den ene kant. Skal man ændre på et hold, der vinder? 'Never change a winning team' har tidligere været en brugt vending i disse optakter. Men lige netop til kampen mod SønderjyskE, kan det faktisk give mening for Brøndby at skifte en spiller eller to i startopstillingen. For det første kan kampen mod SønderjyskE vise sig at være en kamp for Lasse Vigen eller Kasper Fisker, som begge er bedre rustet i duellerne end Besar Halimi. Vigen leverede et flot indhop mod Silkeborg og det kan være værd at teste ham fra start og give Simon Tibbling en mere offensiv rolle. Brøndby kan også sværge til at holde fast i den opstilling, der har kastet så mange sejre af sig, og sætte liden til, at Halimi, Tibbling, Nørgaard og Mukhtar i stedet kan spille rundt om de stærke sønderjyder. Jan Kliment er tilbage fra karantæne hos Brøndby og det kan også betyde comeback i startopstillingen hos ham, selvom Kamil Wilczek kom på tavlen senest. Hvis man hørte Fodbold FM tidligere på ugen, kunne man høre Masterclass-træner Jakob Hanssen fortælle, at en af grundene til at Anthony Jung ofte kom til at se dum ud og var isoleret alene, skyldtes at Wilczek alt for nemt blev overspillet i presset. Dermed kunne midtbanespilleren fra diamanten ikke nå helt ud og hjælpe og Silkeborg havde lynhurtigt skabt en overtalssituation. SønderjyskE er dødensfarlige på omstillinger og derfor er det første pres også uhyre vigtigt mod dem, da disse for Brøndbys vedkommende helst skal stoppes, inden bolden havner hos Mikael Uhre, Christian 'Greko' eller Troels Kløve på den sidste tredjedel af banen. Brøndby-karantæner: Ingen Silkeborg-karantæner: Ingen Kampfakta: Kickoff: 16.00 Spillested: Sydbank Park Dommertrio: Mads Kristoffer-Kristoffersen, Henrik Sønderby og Dennis Wollenberg TV: Canal9

Mest kommenterede nyheder