Optakt: Silkeborg IF - Brøndby IF
Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod Silkeborg IF med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag aften skal Brøndby IF for første gang prøve at spille

Bliv klædt på til Brøndbys kamp mod Silkeborg IF med stats, udtalelser og info om de to mandskaber. Søndag aften skal Brøndby IF for første gang prøve at spille på det nye stadion i Silkeborg, som hedder JYSK park. Brøndbys udebaneafsnit er udsolgt og de blågule fans skal nok endnu en gang bidrage til en festlig kulisse på et dansk stadion. 3point.dk klæder dig her på til opgøret. Brøndby har et godt tag på Silkeborg Det er første gang Brøndby IF skal spille på JYSK park, men Silkeborg IF er en modstander, de blågule har mødt mange gange i årenes løb. Faktisk er det Superliga-kamp nummer 70 mellem de to mandskaber, når de løber på banen søndag aften. Brøndby har overhånden i den samlede statistik, men når Silkeborg spiller hjemme, har sejrene fordelt sig mere ligeligt. I de 30 kampe, hvor Silkeborg har mødt Brøndby på hjemmebane, har Silkeborg vundet 12, Brøndby har vundet 13 og fem er endt uafgjort. I de senere år har Brøndby dog haft et godt tag på silkeborggenserne. Faktisk har de blågule ikke tabt til Silkeborg siden 2011 - hjemme eller ude. Ligeledes har Brøndby vundet de seneste seks kampe mod de rødblusede. Sidst Brøndby tabte til Silkeborg stod Dennis Flinta (stadig i truppen) og Henrik Tømrer Pedersen for målene for klubben fra Søhøjlandet. Aldrig nemt mod Silkeborg Brøndby vandt sæsonens første indbyrdes opgør mod Silkeborg med 4-1 hjemme på Brøndby Stadion. Nu mødes de så på JYSK park, hvor der er kunstgræs. Brøndby har én gang tidligere spillet på kunst i denne sæson og da endte det med et 3-2-nederlag til FC Nordsjælland. I den blågule lejr er der ingen walkover i tankerne. Faktisk var Silkeborg godt med i den første kamp, hvor et rødt kort ændrede kampbilledet. Teemu Pukki har til brondby.com fortalt om respekt for modstanderen og at han ikke tror det kommer til at betyde noget, at kampen spilles på kunstgræs. - For mig betyder det ikke så meget, at vi skal spille på kunstgræs. Da jeg senest var med landsholdet, spillede vi på det underlag, så jeg lægger ikke så meget mærke til forskellen, som andre måske gør. Da jeg spillede i Finland, spillede vi også kun på kunstgræs, så det er ikke noget nyt. Jeg ved, hvordan det fungerer, siger Pukki til Brøndbys hjemmeside. - Det er aldrig nemt at spille mod Silkeborg. Det så vi også, da vi spillede mod dem sidst. Det var en svær første halvleg, men vi kæmpede os tilbage i anden halvleg og slog dem ret klart med 4-1, men det var stadig svært. Derfor er det vigtigt, at vi er klar fra første fløjt på søndag, for ellers ved vi, hvordan det kan gå. I Silkeborg-lejren tørster man efter revanche efter det første møde. Sammy Skytte var manden der fik rødt kort og han ser gerne et bedre resultat for Silkeborg på søndag. - Det gik jo ikke så godt sidste gang, hvor jeg fik rødt kort. Så det kan man godt sige, at jeg har (revanche til gode, red.), siger Skytte til Silkeborgs hjemmeside. Forsvarsspilleren Simon Jakobsen har til 3point.dk fortalt, at det næsten bliver som at spille på udebane, når Brøndbys mange fans også kommer på besøg. Men han glæder sig. Og det gør Sammy Skytte også, fortæller han til klubbens hjemmeside. Silkeborg-træning og Nilsson-saksespark 3point.dk var fredag et smut i Silkeborg, for blandt andre at tale med de udlejede Brøndby-spillere Gustaf Nilsson og Gregor Sikosek, som begge får masser af minutter i Silkeborg-trøjen. Silkeborg trænede op til kampen på deres egen kunstgræsbane på JYSK park. Det kan give hjemmeholdet en fordel, at de ikke alene kender underlaget fra kampsituationer, men også fra den daglige træning. Gregor Sikosek og Gustaf Nilsson ligner begge startende spillere søndag. Gregor Sikosek startede usikkert defensivt, men spillede sig op, og fik i det afsluttende spil til et mål fik han pakket SIF-profilen Robert Skov godt ind. Gustaf Nilsson viste sig ikke meget frem i det opbyggende spil, men missede til gengæld meget få afslutninger. Nilsson stod også for dagens detalje, da han smækkede et smukt udført saksespark på stolpen. Generelt virkede Silkeborg stærkere defensivt end offensivt. Forsvarsspillerne stod godt imod presset, hvilket givetvis har glædet cheftræner Peter Sørensen frem mod søndagens kamp. Meget af træningen handlede ellers om offensiven. De øvede sig i at spille mod et tungt pres, de fleste øvelser viste forskellige angrebskombinationer, hvor navnlig midtbanen ser ud til at få en nøglerolle. Når kanterne havde bolden, skiftedes Ibrahim Moro, Sammy Skytte og Casper Sloth til at trække med ind i feltet og at blive på kanten af feltet for at tage imod skrå tilbageafleveringer. Nøglen for Brøndby vil blive at holde Silkeborgs spil centralt, da mange af hjemmeholdets angrebsåbninger kom via bredt spil til specielt højrekanten, hvor to af de største profiler, Robert Skov og Jens Martin Gammelby, huserer. En anden nøgle for Brøndby kan blive at prøve langskud. Målmand Thomas Nørgaard har ikke set sikker ud de sidste par runder, og til fredagens træning tabte han også et par bolde ud i feltet. Det bør Brøndby kunne udnytte. En enkelt tvungen ændring Brøndby er stadig forskånet for skader i truppen, men til Silkeborg-kampen må Alexander Zorniger se bort fra Jan Kliment, som sidder ude med karantæne. Det giver sandsynligvis plads til Kamil Wilczek ved siden af Teemu Pukki i front, men et frækt bud kunne også være at give Kevin Mensah chancen og se, om man kan få udnyttet hans fart. Derudover giver resten af Brøndby-opstillingen nærmest sig selv, hvis vi skal gætte. Det er ikke særlig sandsynligt, at Zorniger vil spekulere i karantænefaren hos Simon Tibbling og Christian Nørgaard, så mon ikke de begge er at finde i startopstillingen på søndag. Det samme gælder i defensiven, hvor Benedikt Röcker og Paulus Arajuuri har fundet ind i et fremragende samarbejde og udgør en meget stabil fire-back-kæde sammen med Johan Larsson og Anthony Jung. Brøndby-karantæner: Jan Kliment Silkeborg-karantæner: Ingen Kampfakta: Kickoff: 18.00 Spillested: JYSK park Dommertrio: Jørgen Daugbjerg, Heine Sørensen og Henrik Sønderby TV: TV3+